Mange børn er for lidt i naturen
Hvert fjerde barn kommer stort set ikke ud i naturen i hverdagene. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening.
Men det er vigtigt for ungerne at komme ud i naturen. Børn, der leger ude i naturen eller på naturlegepladser, er mindre syge, kan bedre koncentrere sig og har en bedre motorik, end børn der leger indenfor eller på en traditionel legeplads (Kilde: Danmarks Naturfredningsforening).
Gode aktiviteter – og seje dyr
Hos GoLittle elsker vi at bruge tid i naturen, der – udover at give masser af frisk luft i kinderne – også byder på mange gode oplevelser og aktiviteter for børn i alle aldre. Derfor kan du også finde hundredevis af de bedste naturoplevelser for børn og børnefamilier i GoLittle-app’en (og der kommer hele tiden flere til) :o)
Men udover gode oplevelser og aktiviteter, så kan I i naturen også finde en masse dyr, du og ungerne kan kigge på. Derfor giver vi nu ordet til GoLittles husbiolog og forfatter Anders Kofoed, der her fortæller, hvilke tre seje dyr I kan finde i naturen lige nu:
1. Den lette: Kålsommerfuglen
Der er sindssyge mængder af dem. De voksne flakser rundt overalt og er fremragende til konkurrencen “Hvor lander den næste gang?”. Larverne finder du i kålplanter i haven (eller tallerkensmækkere).
Bonusinfo: Kålplanten er så presset af larvernes gnasken, at den kalder på hjælp fra larvens fjender. Det gør den ved at lugte på en speciel måde.
2. Den svære: Skovdjævelen
Sommerfuglelarven ser vild ud, men er ikke farlig. Lige nu er der mange af dem, men du må et smut til en bøgeskov og lede. Det er til gengæld hele jagten værd.
Bonusinfo: Som lille larve ligner skovdjævelen ikke en djævel, men en myre. Det er smart – for myrer er barske dyr med få fjender.
3. Den smukke: Guldsmeden
De er overalt i nærheden af søer, gadekær og moser. De er virkelighedens små flyvende drager. Sejere end militærhelikoptere og smukkere end papegøjer.
Bonusinfo: Guldsmedens børn lever under vand og kan skyde munden ud, når de jager. De er som små undervandsrumvæsner.
Det sidste gode råd: Husk mobiltelefonen og tag billeder af de dyr, I har set. Bagefter er det meget lettere at få svar på, hvem man har set.