På ferie i den tyske hovedstad
Ikke alene er Tyskland naboland til Danmark – det er også et ret så skønt land at besøge sammen med sine unger.
Ikke mindst den tyske hovedstad, Berlin, og hvis I skal dertil på sommerferie, så har vi her fundet ti fantastiske steder for børn.
Find dem alle, samt mange flere, i GoLittle-app’en – og husk at anmelde de steder, I besøger, så andre børnefamilier også kan finde dem.
1. Besøg en kæmpe LEGO verden
Er dine unger vilde med at lege med LEGO klodser, så bør I absolut sætte LEGOLAND Discovery Center på jeres liste over steder, I skal besøge.
Den store indendørs “legeplads” ligger ved Potsdamer Platz i midten af byen og rummer masser af sjov for hele familien:
Med bæandt andet forlystelser, ti lege/bygge-zoner, en 4D-biograf – og meget mere!
2. Lækkert brød til den lille sult
Melder den lille sult sig midt på dagen, kan det være nødvendigt med en hurtig bid brød for at holde blodsukkeret oppe – hos både ungerne og mor og far.
Og her findes der den hyggeligste lille bagerbutik, hvor I kan få netop en bid brød til den lille sult.
Butikken, som hedder Zeit für Brot, ligger i både den sydøstlige del af byen samt i centrum, og her kan I både få lækre brød og boller samt snaskede bagværk og kanelsnegle.
3. Besøg et computerspilsmuseum
Er dine unger (også) vilde med computerspil, så kan I i Berlin besøge det første europæiske computerspilsmuseum, som slet og ret hedder Computerspielemuseum.
Her kan ungerne (og mor og far, selvfølgelig) både opleve og lege med kæmpe joystick, gamle spilmaskiner og meget mere.
Så hvis vejret en dag byder på regn og gråvejr, skulle I måske hoppe ind i spilverdenen for en stund.
4. Træd ind i et kæmpe chokoladeunivers
“Quadratisch praktisch gut.”
Sådan lyder sloganet for den firkantede chokolade RITTER SPORT, og er I vilde med chokolade, kan I i Berlin i dén grad komme i chokoladehimmelen.
For i centrum af Berlin ligger RITTER SPORT’s Flagship Store nemlig – et helt hus FYLDT med chokolade.
Her kan I både designe jeres helt egen chokolade, komme på chokolade-rundtur – og så kan ungerne også komme på chokolade-workshop. Sejt!
5. Leg på en eventyrlegeplads
Legepladser er altid et hit!
Og er dine unger vilde med at lege på sjove legepladser, så findes der heldigvis en lang række forskellige legepladser i Berlin.
En af dem ligger i den sydlige del af Berlin og er næsten en eventyrlegeplads, hvor ungerne blandt andet kan lege på et hvidt “slot”.
6. Spis lækre (og lidt snaskede) burgere
En burger går man aldrig galt i byen med – og heller ikke når man er på storbyferie i den tyske hovedstad.
Og et af de steder, I kan få lækre (og lidt snaskede burgere), er på Supreme Burger Grill & Bar, der ligger i den nordlige del af byen.
Faktisk indeholder menukortet intet mindre end 13 forskellige burgere – wow!
7. Bad i en swimmingpool – på floden
Jep, den er god nok.
For i den sydøstlige del af byen og ude på floden ligger der nemlig en swimmingpool, som du og ungerne på en varm solskinsdag kan tage en svømmetur i.
Derudover er der ved siden af poolen også indrettet en lille “strand” med sand, liggestole og badebro.
Vær blot obs på, at ungerne skal kunne svømme for at kunne hoppe i den store pool – er ungerne helt små, er der et bassin på “stranden”, de kan bade i.
8. Besøg den botaniske have
I den sydlige del af Berlin ligger byens store botaniske have – Botanischer Garten und Botanisches Museum.
Haven er en af de største botaniske haver i verden og tæller over 20.000 forskellige planter.
Så vil I have en fin dag lidt væk fra centrum af byen, så tag ungerne med til en verden af flotte planter og blomster.
9. Se dino-skeletter – og meget mere
Et af de steder, I absolut bør have på jeres liste, når I skal til Berlin, er Museum für Naturkunde.
Her kan I nemlig opleve en lang række ret så seje udstillinger – blandt andet en udstilling om dinosaurerne, hvor I kan se kæmpe skeletter, og så kan I også tage med på en rejse tilbage i tiden til universets begyndelse.
10. Oplev seje gamle biler
Er ungerne (og farmand måske også) vilde med biler, så var det måske noget med et besøg på Classic Remise Berlin, der ligger i den nordvestlige del af byen.
Her er en stor “lagerhal” fyldt med en masse seje, gamle biler, som I ganske gratis kan kigge på og opleve.