(U)hyggelige kostumer – på ti minutter!
Skal du og ungerne fejre Halloween den 31. oktober – eller skal dine store unger måske ud og sprede uhygge sammen med nogle af vennerne? Og mangler du inspiration til nemme og fine kostumer, du på ingen tid kan lave?
Så giver vi her ordet til Katrine Roug, der er chefredaktør på onlinemagasinet Keiki.dk, og som viser dig, hvordan du nemt laver tre Halloween-kostumer. Og det bedste af det hele? Hvert kostume tager bare ti minutter at lave ;o)
God fornøjelse!
1. Uhyggelig død
Materialer:
Ansigtsmaling
En gammel festjakke
En paryk
Flagermus i karton
Sådan går du:
Det er ansigtsmalingen, der er det vigtigste til det her look. Måske I allerede har en rest liggende fra fastelavn – og ellers koster det ca. 50-100 kr. i hobby- eller legetøjsbutikker.
Egentlig kan alt tøj bruges. Jeg har fundet en af mors gamle festjakker, men en gammel skjorte kan fungere ligeså fint – og forestil jer lige hvis man måtte male “blodpletter” på!
Jeg synes, at det var sjovt at bruge en gamle paryk, vi havde liggende. Men en god toupering kan også sagtens fungere. Evt. med lidt sjov hårfarve sprayet i.
Flagermusene har jeg købt i Søstrene Grene og kostede 7 kr. Men er man mere overskudsagtig, eller har masser af tid, kan man sagtens kaste sig ud i at klippe nogle selv ud af sort karton.
2. Troldmand
Materialer:
En kimono
2 store stykker sort karton
Sort gaffatape
Glimmerstjerner
Ansigtsmaling
En træpind
Sådan gør du:
Udgangspunktet til troldmandskostumet er mors kimono.
Hatten er lavet af 2 stykker sort pap: Først laves et kræmmerhus som lukkes med sort gaffatape i toppen og klippes til i bunden, så kanten er nogenlunde lige. På den andet papstykke klippes en stor cirkel. Stil kræmmerhuset i midten af cirklen og tegn rund om. Lav et hul i midten og klip “trekanter” fra hullet i midten og ud til den tegnede kant (klip dem IKKE af). Når det er gjort hele vejen rundt kan trenkanterne foldes op og sættes fast med gaffatape på indersiden af kræmmerhuset. Og voila, så er der lavet en troldmandshat (eller heksehat)!
3. Lille Græskar
Materialer:
En orange t-shirt
Sort gaffatape
1 stk. orange filt
1 stk. grønt filt
Elastiksnor
Saks
De små skal da ikke snydes for at være med til Halloween – og vores mindste gør det meget godt som græskar. Storesøsters orange t-shirt blev vendt på vrangen, da der var et stort glimmerprint på, og af sort gaffatape har jeg lavet ansigtet.