På ferie i Hamborg: Her er ti fantastiske steder for børn

Gode steder for børn i Hamborg

På ferie i Hamborg

Tyskland er naboland til Danmark, og derudover er det også et ret så sejt land at holde ferie i – blandt andet i byen Hamborg, der ligger blot to timers kørsel fra den dansk/tyske grænse.

Og skal du og ungerne selv holde ferie i millionbyen Hamborg, så har vi fundet ti fantastiske steder for børn.

Find dem alle i GoLittle-app’en – og husk at anmelde de steder, I besøger, så andre børnefamilier også kan finde dem.

1. Opdag verden i Miniatur Wunderland

Foto: Miniatur Wunderland

Selvom I måske ikke er så interesserede i modeltog, så bør I alligevel sætte Miniatur Wunderland på jeres liste.

For stedet er indrettet som én stor modeltogbane med kopier af mange forskellige lokaliteter fra hele verden – også fra Danmark.

Husk blot at bestille billetter i gods tid hjemmefra – for køen foran museet kan nemlig være lang!

2. Gå en tur i den gamle Elb-tunnel

Foto: Alter Elbtunnel

Hvis I en dag vil opleve byen fra en lidt anden vinkel, så tag ungerne med ned i den gamle Elb-tunnel, Alter Elbtunnel, som går under floden.

Her kan I opleve den over 100 år gamle bygningskunst samt prøve de store elevatorer, som kører 24 ned i undergrunden.

Og det bedste af det hele? Det er helt gratis at besøge Elb-tunnellen!

3. Tag ungerne med i zoo – og fodre dyr

Foto: Hagenbeck Tierpark

Er dine unger (også) vilde med dyr, så var det måske noget for jer at besøge Hagenbeck Tierpark.

Her kan I opleve havens over 1.800 dyr i deres naturlige omgivelser – her er nemlig ingen bure, men dyrene er kun adskilt fra publikum af volde.

Og har ungerne lyst, kan de være med til at fodre nogle af dyrene – de præcise tider kan I se på hjemmesiden.

4. Lav jeres helt egen chokolade

Foto: Chocoversum

Hvis I elsker chokolade (hvem gør ikke det?), så kan I på Chocoversum komme med på en rejse fra kakaofrugten og til det færdige produkt.

Selve rundvisningen kan måske godt kræve en lille smule tålmodighed fra familiens mindste, men så kan I i mellemtiden glæde jer til bagefter at kunne sætte tænderne i en hjemmelavet plade chokolade.

5. Leg og lær med ungerne

Foto: Phaeno Science Center

Er dine unger vilde med sjove naturvidenskabelige lege og aktiviteter, så kan I på Phaeno Science Center, der ligger lidt udenfor Hamborg, lege og lære på den sjove måde.

Bygningen i sig selv ligner et rumskib, og indenfor venter en masse sjove oplevelser for ungerne (og for mor og far).

6. Slip ungerne løs i en kæmpe park

Foto: Planten un Blomen

Hvis ungerne en dag trænger til at få løbet noget krudt af sige, så er der gode muligheder for det i Planten un Blomen, som er en stor park i midten af Hamborg.

Her er der nemlig både store grønne arealer samt en legeplads til at lege på.

7. Besøg en strand i storbyen

Foto: Strand Perle

Selvom I er på ferie i en storby, så er der også mulighed for en dag ved straden.

For i den vestlige del af byen ligger Strand Perle nemlig – en lille strand langs flodbredden med både parasoller og en hyggelig café.

8. Spis knasende sprøde schnitzler

Foto: GASSENHAUR

Ingen tur til Tyskland uden at spise sprøde schnitzler – og gerne med fritter til (det er jo ferie!).

Og et af de steder, I kan få knasende sprøde schnitzler, er på restaurant GASSENHAUR i midten af byen.

Her er der nemlig ikke mindre end fem forskellige snitzler på menukortet.

9. Stå på ski med ungerne

Foto: Snow Dome Bispingen

Man behøver ikke hverken bjerge eller vintervejr for at stå på ski – for syd for Hamborg, og godt en times kørsel fra byen, ligger Snow Dome Bispingen.

En stor indendørs skihal med masser af pister – hvor den længste er 300 meter lang!

Alt udstyr kan lejes på sted, så hvis I vil stå på ski i sommerferien, så er her en god mulighed.

10. Besøg Gurli Gris Land

Foto: Heide Park

Hvis du også har små Gurli-fans derhjemme, så er forlystelsesparken Heide Park helt sikkert et besøg værd!

Parken ligger en times kørsel syd for Hamborg, og har – udover en masse sjove forlystelser for hele familien – også et helt Gurli Gris Land, hvor ungerne kan køre en tur i Bedstefar Gris’ tog og også besøge Gurlis hus.

Rigtig god ferie!

Coverbillede: hamburg.com