Mig og min kugle skøre moster:

 

Vild vinterferie #2

 

Onsdag

Kære dagbog!

På vores hotel er der en stor morgenmadsrestaurant, hvor man kan få alt muligt lækkert. Ligesom på Mallorca.

Jeg elsker buffet – eller ”Æd til du vælter”, som Moster Vilma kalder det, selvfølgelig fordi jeg elsker mad, men mest fordi jeg så kan spise lige så meget røræg, bacon og pølser, som jeg har lyst til.

Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er besat af æg, og vil bare spise det hele tiden. Gerne med ketchup på.

Det kan mor og moster Vilma faktisk skændes en hel del om, for mor siger, man skal passe på med at spise for mange æg på grund af noget, der hedder kolosteetellerandet jeg ikke kan udtale, men som åbenbart ikke er godt for blodårerne, fordi de så senere hen i livet, kan blive lige så kalkede til, som et vandrør.

Moster siger til gengæld, at det er en myte, der er lige så gammel som dinosaurerne. Nu er jeg ikke kostvejleder eller noget, så jeg blander mig ikke, men det er megafedt, at moster Vilma lader mig spise bjerge af røræg, for jeg er simpelthen for ung til at bekymre mig om kalkede blodårer. Eeeuuuw, hvor lyder det egentlig klamt. Kalkede blodårer!

Nå, men da vi havde spist morgenmad, var det tid til at mig og Leo skulle på skiskole for børn. Moster afleverede os ovre hos instruktøren, der viste sig at være Hansi..øh, jeg mener Gustav! Typisk.

Altså, han er sød nok, selvom jeg ikke fatter halvdelen af, hvad han siger, men moster bliver SÅ fjollet, når han er i nærheden. Mega pinligt! Heldigvis skulle hun ikke være med, da hun jo ikke er barn, så hun gik tilbage til hotellet for at slappe af i spaen. Det var jeg ret misundelig over, da jeg jo klart er mere til luksus end sportsaktiviteter. 

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg kommer aldrig til at vinde OL-guld i at stå på ski. Og det gør Leonora heller ikke. Vi er simpelthen ikke skabt til at have ski på fødderne, og vi faldt bare over vores egne ski hele tiden, og lå og rodede rundt i sneen som to tykke pølser i neonfarvede flyverdragter.

Leo blev selvfølgelig edderspændt rasende over hele episoden, og det ville jeg også være blevet, hvis ikke det var fordi, jeg altid er artig overfor fremmede. Jeg KAN bare ikke få mig selv til at eksplodere ude i offentligheden, selvom jeg tit har lyst. Mit temperament er ikke til at spøge med, siger mor selv.

Efter en time, hvor alle de andre børn havde rimelig succes med skiene, og jeg kun havde succes med at gøre mig selv til grin, spurgte Gustav, om vi ikke skulle bygge en iglo i stedet. Det var noget alle kunne være med til.

–       Yeeeaaaaaaaajjjjj, skreg vi alle i kor, og så forlod vi de forpulede ski og børnebakker og fulgte efter Gustav over til et område med en hel bunke sne.

Eller ok, der er bunker af sne over det hele, men her var der bare endnu mere.

Vi kunne nærmest have bygget et helt sneslot på størrelse med Amalienborg. Ja, altså Amalienborg er nok der, hvor Dronning M sidder lige nu med den der åndsvage virus. Jeg har selv været der med far og mor flere gange, når vi er på Københavnertur.

Men vi byggede ikke Amalienborg, vi byggede en mega fin iglo. Det var så sejt!

Og så skiftedes vi til at få lov at komme ind og sidde i den. Vi kunne faktisk være seks ad gangen. Jeg tænkte, at det kunne være ret vildt spændende at få lov at sove i den om natten. Også lidt uhyggeligt, men nu er jeg jo den modige type, husker du nok. 

–       Kunne det ikke være sjovt at sove herude i nat, spurgte jeg Leonora, der for en gangs skyld opførte sig helt normalt, fordi hun var teamet op med en anden dansk pige på hendes egen alder.

De havde åbenbart Barbie og Gurli Gris som fælles interesser. 

Leo mente også, det kunne være sjovt. Og det gjorde de andre børn, der forstod hvad jeg sagde, også. Der er åbenbart mange danskere, der tager til Norge i vinterferien. Nu var vi mindst syv børn, der ville sove i igloen. 

–       Det går ikke, sagde Gustav på dårligt dansk, da han hørte vores planer. Det er alt for koldt, og børn skal ikke være alene herude om natten. 

Vi plagede og plagede, men skikæmpen Hansi med verdens hvideste tænder gav sig ikke. Vildt skuffede gik vi tilbage til hotellet.

Jeg frøs faktisk også ret meget og var sikker på, jeg var blå som en smølf under tøjet. Da jeg havde smidt flyverdragten, tjekkede jeg for en sikkerheds skyld under trøjen, om jeg var blålig og på vej mod forfrysninger, men jeg var stadig bare virkelig bleg, som jeg altid er.

Bleg som de piller mor tager for sin migræne. Eller som en melorm, der lige har taget bad i en bøtte mel. 

Moster var ikke på værelset, da vi kom op, så vi tænkte, at hun nok stadig var nede i spaen. Derfor satte mig og Leo os til at se iPad og spise af de snacks Moster Vilma havde taget med.

Det var rart at slappe af efter en hård formiddag! Det er virkelig hårdt at være aktiv. Puha.

Da moster Vilma endelig kom tilbage, lå vi og snorksov, så vi fik et kæmpe chok, da hun kom ind ad døren og sang i vilden sky. Hun var helt oppe og køre, fordi, som hun sagde, hun havde haft en fantastisk formiddag med spa, massage og nye bekendtskaber. 

–       Aldrig er mine deller blevet rullet så skønt, sukkede hun lykkeligt. 

–       Jeg føler mig som et helt nyt menneske! De kan virkelig noget, de nordmænd. Hvordan er jeres dag gået, piger? 

I munden på hinanden fortalte vi om den mislykkede mission med at lære at stå på ski, og så fortalte vi om igloen. 

–       Pleeaaaase, Moster Vilma, må vi ikke sove derude i nat? Tiggede jeg og foldede mine hænder foran hende og lavede kuglerunde hundeøjne, som jeg følte ingen ville kunne modstå. 

–       Be’ be’ !

Men det måtte vi ikke. Sur smiley.

–       Er du da gået helt fra forstanden, Emily, sagde hun, som om jeg havde bedt om otte millioner kroner eller hendes frikadeller serveret uden løg. 

–       Jamen…, plagede jeg videre.

–       Det kan der ikke blive tale om! Sagde moster Vilma bestemt. Og så var den sag uddebatteret. 

Jeg var muggen resten af aftenen, og det hjalp ikke engang, at jeg spiste syv pizza slizes til aftensmad.

Men så fik jeg en idé, og nu ligger jeg bare her i min seng og venter på, at moster Vilma skal falde i søvn, så der er fri bane. 

Torsdag

OMG! Sikke en nat. Og jeg har stuearrest. Eller skal vi kalde det hotelværelsearrest. Bunduretfærdigt!

Men altså, heldigvis kun til i morgen, så nu sidder jeg bare her og glor, mens moster Vilma og Leo er taget på bustur.

Men du er nok nysgerrig, så jeg må hellere fortælle hele historien. 

Det startede med, at jeg var skidesur i aftes, fordi vi ikke måtte sove ude i igloen.

Jeg følte ikke, at moster Vilma havde nogen gode argumenter for, at børn under 15 år ikke skulle sove alene udenfor om natten, og da slet ikke i en iglo, hvor vi ville fryse ihjel i løbet af natten. 

Hvad tror hun egentlig de gør oppe på Grønland? Der sover alle da i igloer. Tror jeg nok. Og er de måske frosset ihjel? Nej. Moster Vilma er bare pylret.

Men efter aftensmaden nede i hotelrestauranten mødte jeg nogle af de børn, jeg havde været sammen med om formiddagen, og vi fik lov til at sidde og snakke, mens moster Vilma plejede sine nye bekendtskaber i hotelbaren.

Så mig og Leo, ok mest mig, fik den lyse idé, at vi bare skulle snige os ud om natten, når de voksne sov. Og så skulle vi også forsøge at smugle tæpper og snacks med, så det kunne blive rigtig hyggeligt. 

Så det gjorde vi. Da moster Vilma endelig langt om længe sov, og snorkede så højt at gardinerne blafrede, klædte vi os på, og så snuppede vi chipsposer og tæpper og listede udenfor. Jeg havde helt knuder i maven af spænding.

Nede ved indgangen mødte vi tre af de andre børn, og så løb vi over, hvor vi havde bygget igloen. 

Det var SÅ hyggeligt. I hvert fald de første ti minutter, og så begyndte vi alle sammen at pisse fryse. Jeg gad virkelig ikke indrømme det, så jeg lod som ingenting og forsøgte at fortælle de andre spøgelseshistorier, så vi kunne tænke på noget andet end at vores frosne tæer muligvis ville knække af indenfor 30 minutter.

Til sidst blev det dog for meget, og vi skulle lige til at pakke sammen og give op, da vi hørte en højst mærkværdig lyd udenfor. ”Buuuhuuu” ”Buhuuuh”, lød det. 

Ikke en lyd JEG nogensinde har hørt før. 

–       Hvad nu, hvis det er den afskyelige snemand?! Hylede Leonora op.

–       Jeg er altså bange, Emily! 

–       Shyyy, hviskede jeg. Jeg skal nok gå ud og se, hvad det er.

Jeg forsøgte at skrabe al mit mod sammen. Helt ærligt, du husker nok, at jeg har kæmpet mod kælderklovne og vundet, i hvert fald er det sådan jeg husker det. Så kan jeg vel også klare den afskyelige snemand. 

–       Jeg går med dig ud, sagde Joakim. Nok den sødeste dreng jeg har mødt længe. Altså lige efter Oscar, men det må vi tale om en anden dag.

Forsigtigt begyndte vi at liste udenfor. Og der….ARRRGH mega hvin! Stod en kæmpe, hvid skikkelse med et underligt garnhår.

Jeg kan ikke tale for de andre, men jeg var ved at tisse i den pinkfarvede flyverdragt af skræk. 

Vi stod altså dér face to face med den Afskyelige snemand, og nu var gode råd dyre. Jeg stillede mig beskyttende foran Leonora.

Godt nok er hun verdens mest irriterende lillesøster, men jeg ville alligevel ikke ha’ at hun skulle blive natmad for den afskyelige! 

Men så lyste Joakim på skikkelsen med sin lommelygte, og pludselig kunne jeg genkende moster Vilmas røde støvler! 

–       Moster Vilma! Skreg jeg vantro. 

–       Hvad laver du??

Og ganske rigtigt. Der stod moster Vilma viklet ind i en kæmpedyne og med sådan en gulvmoppetingest på hovedet. 

–       Buuhuuh, forsøgte hun igen og baskede med armene, men nu stod alle børnene bare og skraldgrinede ad hende. Ej, hvor var det PIIINLIGT! 

Da hun forstod, at løbet var kørt, begyndte hun også at grine. Og så grinte vi alle sammen så meget, at jeg igen var ved at tisse i bukserne. 

–       Jeg syntes, I skulle have en forskrækkelse for ikke at adlyde mig, sagde hun, da vi helt forfrosne gik tilbage til hotellet.

–       Det kan I simpelthen ikke være bekendt. Og så at lokke Leo med på dine narrestreger. Det er hun alt for lille til. Hun er kun FEM år, Emily!

Det var overhovedet ikke fair, at jeg bare skulle have hele skylden, bare fordi jeg er den ældste.

Men ja, moster Vilma er ikke sådan at narre, så hun havde kun rævesovet da vi listede ud, og havde godt fattet, hvad det var, vi var ude på. Og så havde hun besluttet at give os en lærestreg. 

Enden på det hele blev, at vi blev sendt på hovedet i seng, og nu har jeg forbud mod at gå ud indtil i morgen. SÅ uretfærdigt. Godt, at der er Netflix og minibar med chokoladebarer på værelset! Så kan det da ikke gå helt galt. 

Det var andet afsnit af ”Mig og min kugleskøre moster – Vild Vinterferie”

Findes den afskyelige snemand overhovedet – og er det måske Moster Vilma, der er inden i?

Hvordan ruller man egentlig deller?

Og hvad sker der, når Emily opdager, at hun er kommet til at hoppe i swimmingpoolen helt uden badetøj på?

Lyt med i næste afsnit af ”Mig og min kugleskøre moster – Vild vinterferie”

Historien er skrevet af Jeanette Veronica Hindberg.