Den svære skolestart – som mor til et skolebarn!

Nanna er mor til tre – Aleksander på 6 og tvillingerne Viktor og Markus på 3 – og da den ældste for nylig begyndte i skole, var det ikke kun ham, der havde første skoledag. Det havde Nanna også – som mor.

Her fortæller Nanna om den første tid som mor til et skolebarn – med spredte skolesager og sko ud over hele garderoben (!), og om hvorfor det er mindst lige så vigtigt at lære ungerne selv at binde snørebånd og stille skoene på plads, som det er at lære dem at stave eget navn.

Min første skoledag – som mor

For kort tid siden passerede jeg en vigtig milepæl i mit liv; min anden første skoledag.

Ja – that’s a thing! Min store søn er begyndt i skole, og ret hurtigt er det gået op for mig, at det er jeg faktisk også. På trods af min fremskredne alder, og i hvert fald formodede livserfaring, er det faktisk slet ikke småting jeg har til gode at lære i – og om – 0. klasse.

Væksthormoner i skolemælken?

Når man bliver forældre, indlemmes man automatisk i “gud-hvor-vokser-han-altså-bare-stærkt-og-hvor-bliver-tiden-dog-af-klubben”.

Jep; børn har det med at vokse, og ja; det går stærkere, end man troede muligt.

Dog havde jeg endnu til gode at se min søn vokse hele ti centimeter for øjnene af mig og så på en enkelt formiddag.

Stolt og en lille smule skræmt spankulerede han ind på skolens område og sluttede sig til skaren af forventningsfulde medsammensvorne; den ene overdimensionerede skoletaske efter den anden, som kom gående med hver sit barn for enden

Mor står skoleret

Indrømmet: Jeg havde glædet mig til skolestart. Min søn er nemlig en kvik dreng, så min mand og jeg havde ikke skyggen af bekymring, da vi overlod vores aspirerende geni i skolens kompetente varetægt – endelig nogen, som kunne assistere i kultiveringen af hans uovertrufne intellektuelle evner.

Gennem længere tid havde vi, med slet skjult stolthed, været vidner til hans stigende interesse for at lære at læse.

“Vi har gjort det godt,” vedtog vi enstemmigt – for hvad kan gå galt, når man er i stand til at sammensætte kortere ord, kan recitere hele alfabetet og besidder en argumentationsevne som en 1. Semesters filosofistuderende.  

En hel del skulle det senere vise sig…

Skoletaske med nervøs mave

For allerede da jeg hentede ham om eftermiddagen den første dag, fik jeg det første hak i min “jeg-er-mor-til-verdens-mest-velforberedte-skolebarn”-attitude.

I døren ind til indskolingen stødte jeg på vores nabo, som er mor til en af klassekammeraterne.

“Er det ikke Alexanders skoletaske, som har brækket sig i garderoben – og hans sko, der står der midt i det hele?” spurgte hun smilende.

Og sørme jo – det var det.

Min lille Einstein havde formået at sprede sine ejendele ud over et ganske imponerende areal. Alle, som kom ind i indskolingen, blev pænt hilst velkommen af hans sko, som var efterladt MIDT på gulvet – ikke engang i nærheden af den skoreol, som ellers optog hele den ene væg og indbød til at blive fyldt.

Det tog mig ikke så lidt tid at få styr på sagerne, inden vi forlod etablissementet – lidt mindre kæphøje end om formiddagen.

Det er hårdt at lære

Ja, det er vist ikke nogen hemmelighed – men ekstra hårdt er det, når man ikke helt er forberedt på, hvad det egentlig er, man skal lære. Eller måske burde have lært.

Her har vi gået og oppet forventningerne til, at sønnen skulle til at lære at læse og regne (endnu bedre end han kunne i forvejen, forstås), og så står staklen der med alle sine talenter som en omvandrende reklamesøjle for en væsentlig brist i vores forælderskab.

For i mest overbevisende curlingstil har vi nemlig ryddet hver en (praktisk) sten på hans vej og dermed gjort ham en kæmpe bjørnetjeneste:

For hvad nytter det at være klar parat til læring, når man bruger det meste af dagens energi og overskud på de helt fundamentale og praktiske ting, som overhovedet muliggør undervisning: At få skoene af, få hængt jakken op, sat madpakken på den rigtige hylde i køleskabet og få bugseret skoletasken ind på plads – for slet ikke at nævne de kræfter, han bruger på mentalt at “lande” i indskolingens kaos af 60+ børn, som halser rundt med forældrene i hælene (og får mig til at overveje at tage emnet “installation af indendørs trafikregulering” op på næste forældremøde).  

Modstand gør stærk

Skolestarten har krævet en del omstillingsparathed hjemme hos os – af os alle sammen.

Som forældre har vi haft vores selvopfattelse under lup. Vi er gået fra “dem-med-det-lille-geni-som-vi-ringer-til-hvis-vi-har-brug-for-lektiehjælp” til “dem-vi-ringer-til-når-glemmekassen-er-ved-at-gå-over-sine-bredder-og-rengøringen-truer-med-opsigelse.”

Projekt “inddrag-ungerne-og-få-struktur-på-hverdagen” er sat i gang, og heldigvis er vores børn både kvikke OG lærenemme. Struktur, selvhjulpenhed og inddragelse herhjemme er i hvert fald lige så vigtigt som at øve alfabetet og talrækken; det husker vi lige til næste gang. Og heldigvis er der to år til, de næste i rækken står for skud

Og vores store, søn har fået sit første rigtige “realitycheck”. Fuld af harme har han flere gange udnævnt mig til en virkelig dårlig mor, når JEG ikke har haft styr på hans ting.

Meen allerede her blot små to måneder efter, at han led det første alvorlige svigt, har han valgt at tage sagen i egen hånd.

I sidste uge havde den dårlige mor (igen) misset lektierne på intra og derfor ikke fået mindet sønnike om at tage bogen med hjem. Mens jeg febrilsk heksede med at få de to mindste vildbasser stoppet ned under hver sin dyne, rekonstruerede min store søn selv og på eget initiativ den givne opgave efter hukommelsen – og helt ned til mindste detalje, for som han selv sagde; “Jeg vil aldrig gå glip af mine lektier.”

Det er hårdt at starte i skole for anden gang, men med min store dejlige “forsøgskanin” ved min side til at holde mig i hånden, når det bliver for hårdt, er jeg sikker på, at jeg nok skal klare mig igennem..

Det lykkes jo for de fleste!