Gode weekendoplevelser
ENDELIG weekend! Og hvis du mangler idéer til oplevelser sammen med ungerne, så har vi her fundet inspiration til seks gode af slagsen.
God fornøjelse!
Læs, lær og vær kreativ på Dokk1
Hvis dine ungerne kan lide gode bøger og gode fortællinger, så tag forbi Dokk1 i weekenden.
For både lørdag og søndag er der nemlig masser af aktiviteter for familiens mindste i forbindelse med Børnelitteraturfestivalen Albus.
De kan blandt andet lave deres egen film om Vitello fra børnebøgerne af samme navn, de kan deltage i tegneworkshop, se animationsfilm – og meget mere.
Bliv klogere på rummet
Er dine unger vilde med himlen og alle planeterne og stjernerne?
Så tag dem med til Brorfelde Observatorium, der hver weekend holder åbent – og hvor ungerne blandt andet kan være med i en række aktiviteter i Værkstedsbygningen og blive klogere på geologi, biologi og astronomi.
Få gratis pizza
Er I (også) vilde med pizza? Så glæd jer til søndag – for her fejrer pizzarestauranten Gorm’s ti års jubilæum og uddeler i den forbindelse 400 gratis pizzaer.
Det foregår i restauranterne i Aarhus, Kolding, Odense og i København på Amagerbrogade – og du finder alle Gorm’s restauranter i GoLittle-app’en, som du kan downloade helt gratis lige her.
Varm op til julen med stor julebazar
Er I (også) vilde med julen og den hyggelige juletid? Og kan I (heller ikke) vente til, vi igen skal gnaske julegodter, lave julepynt og julehygge?
Så kan I allerede nu varme op til julen ved at besøge den store julebazar på Gavnø Slot, der har åbent både lørdag og søndag fra 10-17 – og hvor der vil være masser af julepynt, og dekorationer samt knas og kager (haps!).
Kom tæt på de store bisonokser
Hos Ditlevsdal Bison Farm kan du og ungerne komme tæt på de store bisonokser under en tur ud på “savannen” blandt de store dyr.
Det foregår lørdag kl. 15:30, hvor en guide vil fortælle sjove historier og gøre jer klogere på de store dyr. Og husk det varme tøj til ungerne (og dig selv!), for turen foregår i åben prærievogn.
Lav dit eget kunstværk med elefanter
På Den Sorte Diamant i København kan du og ungerne være kreative til Den Store Thomas Winding-udstilling.
Her kan ungerne lave deres eget kunstværk med elefanter – for børnebogsforfatteren Thomas Winding var nemlig helt vild med elefanter.
Når I er færdige, kan I gå på opdagelse i udstillingen, hvor ungerne må klatre, røre og udforske det hele.