Ferie på Bornholm: Her er otte gode steder for børn

Bornholm med børn

De bedste steder for børn

Skal du og ungerne på ferie til Bornholm – f.eks. i sommerferien – så er her otte fantastiske steder, som både du og ungerne vil elske at besøge.

God tur!

1. Hallegaard

Langt ude på landet ligger Hallegaard – en fantastisk slagter med café i gårdhaven.

Ved slagteren kan man få masser af lækkert kød og pølser, og har sulten meldt sig, kan man få mega lækre tapasbræt med hjemmelavede specialiteter til mor og far – og kæmpe hotdogs og lyserød rabarber-saft til ungerne.

Skal familiens mindste skiftes, er der pusleplads med gratis bleer på toilettet (god stil!), og når ungerne er mætte og ikke har tålmodighed til at sidde ved bordet længere, kan de lege i sandkassen med alt legetøjet.

2. Nordeuropas største minigolf

Besøg Bornholm på Bornholm – nemlig i form af en fantastisk minigolfbane!

Parken hedder BornPark, og selvom parken er ret stor, så er den ikke større, end at familiens mindste sagtens kan gå banen rundt.

Der er 18 huller i banen, og hvert hul er lavet som en bornholmsk attraktion; Alt fra Hammershus til Rønne Havn og Rokkestenen – som rent faktisk rokker.

3. Svaneke Chokoladeri Rønne

Er man småsulten, og skal den søde tand tilfredsstilles, så var det måske noget med et besøg på Svaneke Chokoladeri?

Her kan man købe hjemmelavet is, chokolade og kaffe – som man kan nyde udenfor i solen, hvis man er heldig, den skinner.

4. På tur i Svartingedalen

De fleste kender Hammershus og de runde kirker på Bornholm, men har du mon hørt om Svartingedalen?

Det er et lidt hemmeligt, men ret så fantastisk sted!

Så tag ungerne med på en flot gåtur gennem Svartingedalen, der er en lang klippesprække med vandløb og masser af blomster, mosklædte sten og stammer.

5. Nordbornholms Røgeri

Er man på Bornholm, skal man selvfølgelig smage røgede sild – f.eks. på Nordbornholms Røgeri.

Den store fiskebuffet indeholder alt fra røgede sild med rå æggeblomme til fiskedeller, fiskefilet, muslinger, skaldyr, fiskesuppe, marinerede sild og meget meget andet.

Der er med garanti noget, ungerne kan lide – også hvis de ikke er de store fiskespisere.

6. Ekkodalshuset og Café Genlyd

Er man til gengæld mere til tarteletter, så skal man lægge vejen forbi Ekkodalshuset og Café Genlyd.

Her kan man nemlig få KÆMPE, hjemmelavede tarteletter – samt den legendariske Krølle-Bølle is til dessert.

7. Grillhygge i Svanereden

Svanereden er en udendørs restaurant, hvor al mad laves over bål.

Ungerne kan grille skumfiduser og lave pandekager over bål, mens forældrene drikker cocktails midt i aftenstemningen på havnen.

Og når ungerne ellers har fået nok af grillede skumfiduser, kan de låne fiskenet og fange rejer mellem klipperne.

8. Nyd fantastisk is med en fantastisk udsigt

Kalas Is er en lille café, der ligger på toppen af Bornholm med den fineste udsigt over Østersøen.

Køen er lang, men den er al ventetiden værd – for isen er hjemmelavet, den er lavet på bornholmsk mælk, og så er der i øvrigt nye is at vælge mellem hver dag.

Rigtig god tur!