Det kan lidt af et planlægningsarbejde, når man sammen med familiens mindste skal på ferie – og specielt hvis ikke man har prøvet det før, kan det måske være svært at vide, hvad man skal gøre, så man får det bedst mulige ud af ferien :o)
Derfor giver GoLittles gæsteblogger, Julie Rosenkilde, her sine bedste råd til at rejse med en baby. Julie er journalist og står bag bloggen gerdaglobetrotter.dk, hvor hun blogger om at rejse med sin lille datter Gerda. Julie og kæresten Kristian har sammen med Gerda fløjet mere end 30 gange og har blandt andet været på roadtrip i USA, på kulturrejse i Helsinki, på Barnaby-tour i Oxfordshire og på badeferie i Spanien.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det er nemt at rejse med sin baby. Det er det ikke. Der skal planlægning, pakning og en hel del is i maven til at gøre de første rejser med et lille myr til en succes. Men jeg kan love dig for, at det er dét værd, når man først er kommet af sted og skaber nye minder sammen som familie. Og så bliver man sejere til det, jo mere man gør det! Så her er en håndfuld af mine bedste tips til stressfrie rejser med babyen. God tur!
Det skal du gøre:
Vær i god tid
Hvis I skal flyve, kan jeg anbefale at være i lufthavnen i hvert fald to timer før afgang. For man skal ofte tjekke ind i ét sted, aflevere bagage et andet og indlevere autostolen eller barnevognen et tredje. Hvis man er i lufthavnen i god tid, kan man også nå at finde et roligt hjørne – f.eks. i børneområdet – til at amme, skifte eller give lidt mad. Og så kan jeg godt lide at melde vores ankomst i gaten før boarding. Så får vi som regel lov til at stige på flyet allerførst, og så slipper man for at stå og folde klapvognen sammen ved flyet, mens en hel horde af mennesker venter utålmodigt bag én.
Hav underholdningen parat
Selv på kortere flyvninger kan det være en udfordring at holde det lille sprællevæsen glad og tilfreds på skødet hele vejen. Pak favoritlegetøjet og tag en elastik med til at binde det fast til sædet foran, så det ikke ender ude i midtergangen. Tag rigeligt med snacks med til den baby, der er begyndt at spise; riskiks, rosiner, majssnacks og smoothies kan holde et utålmodigt barn i skak i hvert fald en halv times tid. Medbring også babys dyne, der jo dufter dejlig hjemligt, når det er tid til at tage en lur. Hvis man ammer, kan man med fordel gribe til egen barm, når trykket i babys ører skal udlignes ved take-off og landing. Ældre børn kan sagtens nøjes med sutten, men husk for alt i verden suttesnoren – ellers kommer du til at rode rundt på de bageste rækker efter ungens favorit-MAM resten af rejsen…
Tag paraplyklapvognen med
Én af de rejsegadgets, der gør vores liv lettest, er vores paraplyklapvogn. Hvis man skal have barnevognen eller en større klapvogn med på rejsen, skal den tjekkes ind som bagage. Men paraplyklapvogne må man have med gennem security og helt ud til gaten, hvor personalet tager sig af den. Derudover er klapvognen lille og handy, når man er på storbyferie, den er let at bære op og ned af trapper og så fylder den mindre i lejebilen. Min datter har sovet gennem snesevis af ferier, trygt og lunt i sin kørepose i vores klapvogn, hvor ryggen kan lægges helt ned. Sørg blot for, at
kareten er så robust, at den ikke falder fra hinanden af at køre på brosten. Jeg har engang tabt et hjul på en lånt vogn midt i Granada med et sovende barn i. Det blev en lang tur hjem.
Pak som en pro’
Hvis du – ligesom jeg – ikke er vild med parfume i bleer og tilsætningsstoffer i babymad, kan det være en god idé at pakke de essentielle babyprodukter til hele turen hjemmefra. Hvis du rejser uden for Nordeuropa kan det være svært at finde grødpulver uden sukker eller en engangsklud, der ikke lugter af blomstereng. Fyld en halv kuffert med favoritbleerne, skumklude, masser af mad, et termometer og en pakke børnepanodil. Hvis baby får flaske, kan jeg også anbefale at pakke mælkepulveret i portionsstørrelser til hele rejsen, så de er lige til at fiske op af tasken i en presset situation. At være mor er lidt ligesom at være spejder; Man er i hvert fald altid beredt.
Lad være med at…
… flyve for langt
Man har brug for, at den første rejse med babyen er en succes. For os er der en magisk grænse på flyveture på omkring tre timer. Alt under dét er til at overskue, også selvom barnet skaber sig lidt undervejs, for det er hurtigt overstået. Men ture over tre timer kan være udmattende bare at tænke på. Jeg er derfor stor tilhænger af storbyferier i Europa og kan især fremhæve Berlin, Riga og Rom som babyvenlige byer, hvor der både er rart at tage til og at være.
… flyve for sent
Det kan være besnærende at vælge den lidt billigere flyafgang, der ligger sent om aftenen. Men efter flere anstrengende overfarter med en overkørt baby, der først er dejset om ved midnatstid på hotellet, booker vi konsekvent kun flyrejser om morgenen. Det kommer selvfølgelig an på hver babys soverutiner og evne til at falde i søvn på en overfyldt flyver, men man kan undgå mange koldsvedsfrembringende situationer, hvis man planlægger rejsetiderne i ungens favør.
… booke ét værelse
Sidste år tilbragte vi tre aftener i træk i buldermørke på et hotelværelse i Rom, fordi vores datter vågnede ved det mindste lysglimt. Siden da forsøger vi altid at finde enten en suite eller en lejlighed på vores rejser. For hvis man har et barn, der som vores, kun kan sove i et mørkt og stille rum, bliver ferieaftenerne hurtigt ret trælse, når man kun har et enkelt værelse til deling. Så da vi (desværre) ikke er millionærer, finder vi ofte et dobbeltværelse på et hotel uden for centrum eller en hyggelig lejlighed på Airbnb, så det ikke bliver helt horribelt dyrt.
… have for høje forventninger
Hvis en rejse med babyen for alvor skal blive god, må man se i øjnene, at den aldrig vil blive som de ferier, man havde, før man blev forælder. De ubekymrede timer ved poolen, de lange, dovne museumsbesøg og de romantiske middage ved stearinlysets skær er langt væk, når alt pludselig skal tilrettelægges efter babys søvnrytme og sult. Nedskalér dine ambitioner for turen, så du ikke bliver skuffet undervejs. Gå ud og spis lækkert til frokost, når den lille terrorist alligevel sover middagslur i vognen og spis take-away om aftenen. Planlæg kun én oplevelse til hver dag og bliv glad, hvis I når det. Sov lure. Og husk at nyde, at I er sammen på eventyr – også selvom, det bare er i Malmø. Det er mega sejt, at I er kommet af sted.