Eksempel #7: Endnu mere inhabilitet

Dette indlæg er oprindeligt postet på Facebook og på LinkedIn.

Klik her for at læse indlægget og kommentarerne på Facebook.
Klik her for at læse indlægget og kommentarerne på LinkedIn.


Eksperten, der har vurderet ansøgningerne til udbuddet af et lydunivers til børn til 66 millioner skattekroner, samt et medlem af Radio- og tv-nævnet, har relationer til hovedkræfterne bag Aller Medias ansøgning, der kan vække alvorlig tvivl om upartiskheden i kåringen af Aller Media som vinder.

I mit seneste opslag om de mange sagsbehandlingsfejl, som jeg mener, Radio- og tv-nævnet har begået i forbindelse med udbuddet af lyduniverset til børn, beskrev jeg, hvorfor jeg mener, at Radio- og tv-nævnets formand er inhabil i forhold til vinderen, Aller Media.

Radio- og tv-nævnets formand er dog ikke den eneste med relationer til Aller Media, der vækker tvivl om upartiskheden i vurderingen af de fire ansøgere.

Den ekspert, som Radio- og tv-nævnet har valgt til at vurdere ansøgningerne, har en relation til hovedkræfterne bag Aller Medias ansøgning, der gør, at eksperten, mener jeg, burde have været erklæret inhabil.

Det er ikke sket.

Forklaring:

Aller Media har slået sig sammen med et produktionsselskab, der, både i ansøgningen og i pressemeddelelser fra Aller Media, fremhæves som en bærende del af Aller Medias lydunivers og ansøgning.

Eksperten, som Radio- og tv-nævnet har valgt til at vurdere ansøgningerne, har tidligere arbejdet sammen med de to ejere af dette produktionsselskab, da de alle for år tilbage var ansat i DR.

Eksperten overtog f.eks. chefstillingen fra den ene af ejerne, da denne forlod DR for at stifte produktionsselskabet.

Dette behøver i sig selv ikke at være problematisk.

På Facebook kan man dog se, at parterne den dag i dag stadig har tæt kontakt.

De ønsker bl.a. hinanden tillykke med fødselsdage, bryllup og nyt job.

Eksperten kommenterer på den ene ejers feriebillede, og eksperten har ligeledes postet et billede fra ejerens familie-julemarked, der af eksperten beskrives med følgende billedtekst:

“Julemarked ❤️🩵 et meget fint sted”.

Ejeren liker tilbage med et ❤️.

Eksperten har derudover, på sin egen private Facebook-profil, videredelt et opslag fra produktionsselskabet, hvor produktionsselskabet søger børn til at give feedback på nogle af produktionsselskabets formater.

Og så har eksperten, med et ❤️, liket opslaget, hvor produktionsselskabet fejrer, at de har vundet udbuddet af lyduniverset sammen med Aller Media.

Altså det udbud, som eksperten selv har været med til at ekspertvurdere.

Senest er eksperten krediteret som “Executive Producer” på en ny tv-serie for børn, som produktionsselskabet, der altså er en bærende del af Aller Medias ansøgning, har produceret.

En tv-serie, der havde premiere i oktober 2024.

Eksperten fremhæver i øvrigt, helt specifikt og positivt, hovedkræfterne bag Aller Medias ansøgning i sin afsluttende ekspertvurdering af denne:

“[Produktionsselskabet] folkene har en stor og mangeårig erfaring med at producere tv og universer til børn som fanger dem og Aller har stor erfaring med at drive et mediehus og publicere digitalt indhold.”

Jeg mener, at ekspertens relation til hovedkræfterne bag Aller Medias ansøgning antager en karakter, der kan vække alvorlig tvivl om ekspertens upartiskhed.

Jeg har derfor stillet spørgsmål om ekspertens habilitet til Radio- og tv-nævnet.

Radio- og tv-nævnet har herefter bedt eksperten selv forholde sig til sin egen habilitet.

Eksperten afviser i et skriftligt svar til Radio- og tv-nævnet, at ekspertens forhold til de bærende kræfter bag Aller Medias ansøgning skulle være et problem:

“Jeg har ingen forretningsmæssige eller personlige forhold til den nævnte ansøger. I kraft af mine mange år i en lille branche som B&U branchen har jeg fagligt kendskab til en eller flere personer blandt alle ansøgere. Det er netop dette kendskab til området, der har kvalificeret mig til at vurdere ansøgningerne.”

Radio- og tv-nævnet konkluderer derfor, på baggrund af ekspertens egen vurdering af sin egen habilitet, at eksperten ikke er inhabil i forhold til bedømmelsen af Aller Medias ansøgning.

Jeg anerkender fuldt ud, at branchen for medieproduktion til børn er lille, at mange kender hinanden, og at veje krydses.

Jeg mener dog, at det objektivt må konstateres, at den valgte ekspert har en relation til hovedkræfterne bag Aller Medias ansøgning, der rækker ud over det almindelige branchekendskab, og at eksperten derfor skulle have været erklæret inhabil.

Og det er ikke kun eksperten – og Radio- og tv-nævnets formand – der har relationer til Aller Media, der vækker tvivl om upartiskheden i afgørelsen af udbuddet.

Et medlem af Radio- og tv-nævnet har, som eksperten, en relation til de samme hovedkræfter bag Aller Medias ansøgning, som, mener jeg, rækker ud over det almindelige branchekendskab.

Medlemmet af Radio- og tv-nævnet har, ligesom eksperten, tidligere arbejdet sammen med de to ejere af produktionsselskabet, da de alle var ansat i DR.

Dette behøver i sig selv ikke at være problematisk.

Siden dengang har medlemmet af Radio- og tv-nævnet dog etableret et forretningsmæssigt forhold til ejerne af produktionsselskabet i kraft af sin nuværende stilling som direktør i en offentlig styrelse.

Her har medlemmet af Radio- og tv-nævnet, i en periode fra 2017 til 2023, indkøbt informationsfilm, læringsmateriale og podcasts af produktionsselskabet til den styrelse, hvor medlemmet altså, sideløbende med sin rolle som medlem af Radio- og tv-nævnet, besidder en ledende stilling.

Bl.a. en podcast-serie til 350.000 kroner.

Radio- og tv-nævnets sekretariat afviser, at dette skulle være et problem.

I et længere svar til mig skriver de bl.a.:

“Den professionelle relation mellem [Medlemmet af Radio- og tv-nævnet] og [Produktionsselskabet] har ikke haft en karakter eller varighed, der giver anledning til at betvivle [Medlemmet af Radio- og tv-nævnets] evne til at foretage en saglig og uvildig vurdering i forhold til ansøgningerne. Der er tilstrækkelig tidsmæssig afstand mellem de tidligere indkøb og behandlingen af den aktuelle sag, hvilket yderligere understøtter, at der ikke er risiko for interessekonflikt. Indkøbene er alle foretaget forud for behandlingen af ansøgningerne til lyduniverset i årene 2017, 2021 og 2023.”

Jeg er ikke enig.

I Forvaltningslovens § 3 stk. 5 står der:

“Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.”

Jeg mener, i modsætning til Radio- og tv-nævnets sekretariat, at medlemmets relation til hovedkræfterne bag Aller Medias ansøgning netop antager en karakter, der vækker tvivl om vedkommendes upartiskhed i forbindelse med afgørelsen af udbuddet.

Særligt når relationen lægges oveni de beskrevne relationer mellem eksperten, Radio- og tv-nævnets formand – og Aller Media.

Og så mener jeg i øvrigt, at sekretariatets opfattelse af, hvad der må anses for at være en “tilstrækkelig tidsmæssig afstand mellem de tidligere indkøb og behandlingen af den aktuelle sag”, er særdeles tvivlsom.

For hvis ikke 2023 og 18. marts 2024, hvor der var ansøgningsfrist til lyduniverset, er så tidsmæssigt tæt, at det udgør et problem, hvilken tidsmæssig afstand er så?

Og så lige en sidste ting.

Som tidligere nævnt vil jeg allerhelst være fri for at skrive om det her. Omvendt mener jeg, at det er for vigtigt til at lade være.

Og når jeg så vælger at gøre det, er det vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke er ude i et personligt angreb på navngivne personer.

Derfor har jeg også valgt ikke at skrive navnene på hverken eksperten, produktionsselskabet, ejerne af produktionsselskabet eller medlemmet af Radio- og tv-nævnet, selvom alle navne og oplysninger er offentligt tilgængelige.

For jeg mener ikke, at det handler om navngivne enkeltpersoner.

Jeg mener, det handler om et Radio- og tv-nævn, der, som et hele, har begået alvorlige fejl i sagsbehandlingen af et offentligt medieudbud til 66 millioner skattekroner.

Derfor mener jeg, at udbuddet bør gå om.

Det mener Radio- og tv-nævnet ikke.

Det var eksempel #7.

Flere følger.