På ferie ved Den Franske Riviera
Frankrig er i dén grad et populært feriemål – og ikke mindst Den Franske Riviera er et hit her i sommertiden.
Og hvis du og ungerne selv skal afsted, så har vi her fundet ti fantastiske oplevelser for børn ved Den Franske Riviera.
Find dem alle, samt mange flere, her i app’en – og husk at anmelde de steder, I besøger, så andre børnefamilier også kan finde dem.
1. Sej forlystelsespark inde i skoven
Er dine unger vilde med sjove legepladser, så findes der lidt syd for byen Nice en ret så sej aktivitetspark ved navn Le Bois des Lutins – som er gemt inde i skoven.
Her er der små, seje “hytter” i trætoppene, gangbroer i net (mellem træerne – så der er langt ned!) og lange rutsjebaner.
Mon ikke ungerne ville elske et besøg her en dag?
2. Se den vildeste udsigt
Man behøver altså ikke nødvendigvis tage en vild rutsjebanetur for at få et sus i maven – en fantastisk udsigt kan også give (et lille) sus i maven.
Og sådan en (altså en fantastisk udsigt) kan I opleve på Le Château i Nice.
Det er en bakke, hvor der på toppen er ruiner af en katedral og befæstning fra det 10.-12. århundrede – og så er der den fineste udsigt over byen og de mange tage.
Der er gratis adgang, og hvis ungerne er seje, kan de måske selv klare de 213 op til den fine udsigt?
3. Spis en hyggeligt middag på torvet
I byen Valbonne, som ligger lidt nord for storbyen Cannes, er der det hyggeligste torv i byen, hvor du og ungerne kan spise aftensmad, mens bylivet summer omkring jer.
Pladsen, som hedder Cafe des Arcades, er lukket, så ungerne kan løbe og lege, mens mor og far nyder en drink i solen.
Og om aftenen er der endda også tit og ofte underholdning på pladsen – som f.eks. musikere eller tryllekunstnere.
4. “Must see”-museet
Vil mor og far en dag gerne være kulturelle – og uden at ungerne synes, det bliver helt vildt kedeligt – så findes der i byen St.Paul de Vence, som ligger lidt vest for Nice, et fint og ikke alt for stort kunstmuseum, som selv ungenre kan overskue at besøge.
Fondation Maeght hedder det, og her findes der værker af kunstnere som blandt andre Pablo Picasso og Marc Chagall.
Børn under 10 år kommer desuden gratis ind.
5. Lækker is og kaffe på havnen
Trænger I til et pitstop midt på dagen, og er I i byen La Londe Les Maures syd for Saint-Tropez, så findes der den hyggeligste café på havnen.
Au Petit Gourmand hedder den, og her kan I nyde hjemmelavet is og pandekager (og kaffe til mor og far) sammen med de lokale – mens I nyder stemningen på havnen.
6. Besøg den hyggeligste lille ø
Ud for byen Cannes ligger øen Ile Sainte Marguerite – hvor du og ungerne kan bade på jeres helt “egen” strand.
For efter en færgetur på bare 15 minutter er I nemlig på øen, hvor både scootere og cykler er forbudte.
Til gengæld kan I nyde de fine og stille naturområder og ikke mindst bade fra jeres “egen” lille strand – væk fra de store turiststrande inde på land.
7. Spis is langs promenaden
Skal I til Cannes, så bør I absolut sætte byens promenade på listen over ting, I skal opleve.
Promanaden er over tre kilometer lang og løber langs med stranden ned til vandet.
Og blot et tip; Sådan en gåtur langs promenaden egner sig altså rigtig godt til at nyde en is i solskinnet!
8. Oplev et parfume-museum
Et museum behøver lang fra kun indeholde gamle murbrokker eller malerier – for i byen Grasse, lidt nord for Cannes, findes der et museum, der vil være en oplevelse for lugtesansen.
Nemlig et parfume-museum!
Musée International de la Parfumerie hedder museet, og her kan man opleve parfumens historie – og se (eller måske rettere dufte) hvordan parfume gennem tiden har været brugt i blandt andet sæbe og makeup.
9. Besøg en “hemmelig” strand
En ferie ved den franske kyst indebærer selvfølgelig en tur i vandet!
Og hvis I en dag gerne vil undgå de største strande, hvor der er størst risiko for at ligge som sild i en tønde, så findes der helt sydpå lidt syd for byen Saint-Tropez en fin og lidt “hemmelig” strand – nemlig Plage de l’Escalet.
Med en fin sandstrand og klart vand – perfekt til en stranddag med ungerne.
10. Lækre burgere til ungerne
Har I (eller måske mest ungerne) en dag lyst til lidt andet mad end klassisk fransk mad, så bør I måske lægge vejen ind forbi Burgers du Sud.
Det er en burgerrestaurant i byen La Ciotat, som ligger lidt sydøst for Marseille.
Her kan I nemlig få lækre hjemmelavede burgere, som ungerne med garanti vil elske!