Gå i fodsporene på “Tvillingerne og Julemanden”

Tvillingerne og Julemanden

Besøg stederne, hvor julekalenderen er optaget

Med kun lidt mere end en uge tilbage til juleaften, er det også snart ved at være slut med julekalender i fjernsynet – i hvert fald for dette år.

Men fortvivl ej. For hvis du og ungerne (også) er vilde med TV 2’s familiejulekalender “Tvillingerne og Julemanden”, ja, så kan I nemt strække julemagien – også udover december måned.

For den populære julekalender er nemlig optaget i den nordlige del af Danmark – nærmere bestemt på forskellige lokationer i Nordjylland! Og hvis du og ungerne har lyst til at gå i fodsporene på Signe, Peter og de andre fra “Tvillingerne og Julemanden”, så har vi her fundet nogle af de steder, hvor julekalenderen blev optaget.

Klarupgaard

Gården, hvor tvillingerne Signe og Peter i julekalenderen bor med deres forældre, hedder i virkeligheden Klarupgaard og ligger ca. 12 km. fra Aalborg. I dag kan I blandt andet spise i gårdens hovedbygning – og så kan I også fejre ungernes konfirmation på Klarupgaard, når de er blevet lidt større og skal konfirmeres :o)

Hirtshals Fyr

Helt oppe i toppen af Danmark og helt ude ved vandet ligger Hirtshals Fyr. Og udover at have været i gang, siden det første gang blev tændt i 1863, så er fyret også det sted, hvor den onde Dr. Schwartz i julekalenderen holder til. Og du og ungerne kan altså besøge fyret, hvis I har lyst til at se Dr. Schwartz’ tilholdssted i virkeligheden.

Og har I lyst til at kombinere besøget med julehygge, så serverer fyret oven i købet glögg og æbleskiver de fire adventssøndage i løbet af december måned- velbekomme! :o)

Hirtshals Fyr

Aalborg By

Den største by i Nordjylland og den fjerdestørste by i Danmark, Aalborg, lægger også gader og stræder til mange af scenerne i “Tvillingerne og Julemanden” – det er her, hvor både familien i julekalenderen samt Julemanden Nicolas gør sine juleindkøb.

Så mangler du og ungerne at købe nogle af jeres julegaver, så kunne I måske gå i fodsporene af “Tvillingerne og Julemanden” og gøre det i Aalborg By? :o)

Aalborg Zoo

Udover at huse alverdens forskellige dyrearter, så lægger Aalborg Zoo også lokation til nogle af scenerne i “Tvillingerne og Julemanden” – nemlig dér, hvor tvillingerne og julemanden besøger den zoologiske have i deres søgen efter Lysets Sten.

Aalborg Zoo

Thingbæk Kalkminer

Lidt syd for Aalborg ligger Thingbæk Kalkminer, der også har dannet scene for nogle af optagelserne i julekalenderen – nemlig de optagelser, der skal forestille hemmelige gange under Aalborg. Minerne er dog i virkeligheden ikke hemmelige gange (selvom det havde været lidt sejt!), men et nedlagt mineområde, der siden 1935 været åbent for besøget – så du og ungerne altså også kan besøget stedet og se dér, hvor nogle af scenerne i julekalenderen blev optaget.

God fornøjelse – og god jul!

Coverbillede: “Tvillingerne og Julemanden” / TV 2