Få det bedste ud af hjemmetiden med ungerne
Mangler du gode tips til tiden hjemme med ungerne? Her har vi samlet en række gode tips og idéer til leg, læring og bevægelsen – så tiden hjemme (fortsat) bliver så god som muligt :o)
Husk at dele listen med børnefamilier, du kender – og tip os endelig, hvis du har andre gode idéer og tips til hjemmeaktiviteter!
Lege og aktiviteter
1. Spil “skov-banko” med ungerne
Få ungerne til at tegne en banko-plade med f.eks. 12 felter. I hvert felt skal der tegnes en ting fra skoven – det kan være alt fra et grønt blad til en grankogle til en snegle osv. Tag herefter ungerne med i skoven og se, hvor hurtigt I kan få fuld banko-plade (og hvis ikke I bor tæt på en skov, så kan I også lave have-banko eller natur-banko) :o)
2. Lav en sej bil-bane på stuegulvet
Det kræver kun en rulle tape og ellers bare masser af god fantasi – så kan ungerne lave deres helt egen bil-bane hjemme på stuegulvet. Mor og far kan til gengæld nyde et fint dekoreret stuegulv ;o)
3. Lad ungerne lege ‘butik’ derhjemme
Det er sjovt at lege ‘butik’ – og en leg, som ungerne nemt kan lege derhjemme. Lad dem f.eks. lege ‘slikbutik’ – prissæt slikket og lad ungerne skiftes til at være ‘købmand’ og ‘kunde’. På den måde kan ungerne også se, hvor langt en 10’er rækker, hvis de selv skal “styre pengene”.
Læring og undervisning
1. “Hop” tabellerne fra matematiktimen
Lad ungerne skrive tallene i f.eks. 2-tabellen på fliserne eller fortorvet (og udnyt at der ikke er så mange biler på vejene nu!) – og få derefter ungerne til at “hoppe” tallene i tabellen. På den måde blander I både leg og læring og bevægelse :o)
2. Morgensang med DR Pigekoret
Vær med til at synge dagen i gang, når DR Pigekoret hver morgen synger morgensang. Så varm stemmerne op og syng med hver morgen på DR1 samt P2. Læs mere på Pigekorets Facebook-side lige her.
3. Fællesbagning med Mambeno
Er dine unger vilde med at bage? Hos Mambeno kan ungerne tirsdag den 24. marts og torsdag den 26. marts kl. 14 være med til at bage – og på den måde holde hjemkundsskabsevnerne ved lige. Bag med på Mambenos Facebook-side lige her.
4. Zoo-skole med Zoologisk Have
Kig med, når Zoologisk Have i København sender live på Facebook og fortæller om dyrene samt hilser på nogle af de mange dyr i haven. Se med og læs mere her på Zoologisk Haves Facebook-side.
Bevægelse og motion
1. Morgenmotion fra morgenstunden
Start dagen med fælles “morgentræning” og hiv fat i alle de gamle, gode klassikere, som både store og små kan finde ud af: Lav sprællemænd, kolbøtter, leg “trillebøre” med hinanden osv. Så er dagen godt i gang :o)
2. Lav yoga med ungerne
På yogavivo.dk findes der en masse små videoer med yogaøvelser, som du og ungerne kan lave derhjemme. Videoerne varer fra få minutter og op til næsten en halv time – og I kan få adgang til videoerne i 30 dage, uden det koster noget lige her.
3. Sjove lege- og bevægelsesskemaer
På deleskaerm.dk er der masser af seje og sjove skemaer med tips til f.eks. bevægelseslege, regneopgaver, huskelister og meget mere. Find alle de seje skemaer til masser af sjov derhjemme lige her.