Opfølgning: Sagsbehandlingsfejl – til 66 millioner skattekroner?

Dette indlæg er oprindeligt postet på Facebook og på LinkedIn.

Klik her for at læse indlægget og kommentarerne på Facebook.
Klik her for at læse indlægget og kommentarerne på LinkedIn.

Igennem de sidste dage har der været en del debat ovenpå det (meget lange!) opslag, jeg skrev i sidste uge om forskelsbehandlingen af ansøgerne til det offentlige udbud af et lydunivers til børn og unge til 66 millioner skattekroner.

Aller Media vandt. Vi tabte. Forskellen i det samlede pointantal var marginale 0.2.

Og selvom det kan virke både kompliceret og kedeligt, er det, synes jeg, virkelig vigtigt, fordi det handler om måden, vores alle sammens skattekroner bliver brugt på.

Derfor kommer her en opfølgning.

Hovedpointen i min kritik var og er – udover en lang række andre fejl, mangler og problematiske forhold, jeg end ikke er nået til at beskrive endnu – at den ekspert, Radio- og tv-nævnet selv har bestilt til at vurdere ansøgningerne, kun har læst ca. halvdelen af vores ansøgning, men hele den vindende ansøgning fra Aller Media.

Det er, mener jeg, en klar sagsbehandlingsfejl og en åbenlys forskelsbehandling af ansøgerne, hvorfor jeg mener, at udbuddet bør gå om, så alle ansøgninger kan blive vurderet ens og på lige vilkår. Det mener Radio- og tv-nævnet ikke.

Radio- og tv-nævnets formand, Søren Sandfeld Jakobsen, er siden mit opslag blevet forholdt kritikken fra flere medier, ligesom der er stillet spørgsmål til kulturministeren vedrørende forløbet. Disse spørgsmål er i skrivende stund endnu ikke besvaret.

Søren Sandfeld Jakobsen har valgt ikke at stille op til et mundtligt interview, men udelukkende at svare skriftligt, hvilket begrænser muligheden for at stille opfølgende og uddybende spørgsmål.

Det er, mener jeg, en selvstændig pointe, da djævelen jo ofte ligger gemt i detaljen, ordvalget og alt det, der ikke bliver svaret på.

Det tænker jeg, at Søren Sandfeld Jakobsen, der er professor i medieret, er helt bevidst om.

Lad mig komme med et eksempel.

Fredag bragte MediaWatch et skriftligt interview med Søren Sandfeld Jakobsen, hvor han blev stillet følgende spørgsmål:

“Hvorfor er ansøgerne ikke blevet gjort bekendt med, at den børnesagkyndige ikke vil se det fulde ansøgningsmateriale?

Søren Sandfeld Jakobsen skriver i sit svar:

”Det har aldrig været hensigten, at den sagkyndige ville få tilsendt det fulde ansøgningsmateriale, og det fremgik heller ikke af udbuddet,”

Ved første gennemlæsning lyder det jo som om, at alt så er i skønneste orden.

Men nej.

For det faktum, at det ikke fremgår af udbuddet, at eksperten (kaldet den børnesagkyndige) kun vil få udleveret en mindre del af det materiale, vedkommende er bestilt til at vurdere, er netop sagens kerne.

For når det ikke fremgår, ja så går alle jo naturligt nok ud fra, som den største selvfølgelighed, at det fulde materiale, eksperten skal vurdere, herunder de medfølgende bilag, bliver udleveret, læst og vurderet.

Hvis man skal følge Søren Sandfeld Jakobsens logik, ville det jo så også betyde, at Radio- og tv-nævnet kan nøjes med at læse alle de lige sider i ansøgningerne og springe de ulige sider over, fordi det jo ikke fremgår helt specifikt af udbuddet, at Radio- og tv-nævnet vil læse både de lige og ulige sider.

Jeg mener selvfølgelig, at det er hævet over enhver tvivl, at en ekspert skal læse det fulde materiale, vedkommende er bestilt til at vurdere, når andet ikke er angivet i udbuddet. Ellers er vi jo ude i en ren gættekonkurrence i forhold til, hvilket materiale der mon bliver udleveret og vurderet.

Og da det altså ikke fremgår af udbudsmaterialet, at eksperten kun vil få udleveret en mindre del af materialet, må det jo være en beslutning, Radio- og tv-nævnet aktivt har taget, efter de har modtaget ansøgningerne.

Hvorfor Radio- og tv-nævnet har taget denne beslutning uden at informere ansøgerne, kan jeg kun spekulere i.

Og dette er bare et af mange spørgsmål og mulige misforståelser, der er opstået på baggrund af Søren Sandfeld Jakobsens skriftlige svar.

Svar som, mener jeg, i bedste fald er stærkt mangelfulde og vildledende. I værste fald en bevidst fordrejning af sandheden.

Derfor vil jeg her forsøge at bringe lidt mere klarhed over forløb og fakta.

De skriftlige svar fra Radio- og tv-nævnets formand kan bl.a. give anledning til følgende misforståelser:

1: Radio- og tv-nævnet har slet ikke været forpligtet til at indhente en ekspertvurdering af ansøgningerne, hvorfor ekspertens rolle egentlig blot er “nice to have” og ikke har haft en reel legitimitet og betydning for afgørelsen af udbuddet.

Dette er ikke korrekt.

2: Ekspertens vurdering af ansøgerne har ikke haft indflydelse på det endelige resultat, da det udelukkende er Radio- og tv-nævnets egen selvstændige vurdering, der ligger til grund for resultatet.

Dette er ikke korrekt.

3.: Eksperten har fået udleveret det fulde materiale til den del af ansøgningerne, eksperten er bestilt til at vurdere.

Dette er ikke korrekt.

Lad mig gennemgå de tre mulige misforståelser.

Misforståelse 1 – ekspertens rolle i evalueringen:

Til MediaWatch skriver Søren Sandfeld Jakobsen i et skriftligt svar:

”Nævnet har efter reglerne for udbuddet haft mulighed for (men ikke pligt til) at indhente sagkyndig bistand.”

Søren Sandfeld Jakobsens svar kan tolkes som om, at ekspertens rolle i afgørelsen af udbuddet blot er “nice to have”, men uden reel betydning, da Radio- og tv-nævnet ikke har haft pligt til at involvere eksperten.

Det er helt korrekt, at Radio- og tv-nævnet ikke har haft pligt til at indhente ekspertbistand til deres afgørelse af udbuddet, men hvorfor Søren Sandfeld Jakobsen vælger at pointere dette, ved jeg ikke. For da nævnet åbenlyst ikke mente, de besad de rette kompetencer til selv at afgøre udbuddet om et lydunivers til børn og unge, hvilket jeg er helt enig med dem i, valgte de jo aktivt at benytte sig af denne mulighed.

Således har Radio- og tv-nævnet også aktivt og helt bevidst valgt at lade ekspertens rolle indgå i deres endelige afgørelse.

Det skriver Radio- og tv-nævnet selv helt ordret i deres endelige afgørelse – vel at mærke inden jeg gjorde indsigelse, og inden Søren Sandfeld Jakobsen blev forholdt kritikken:

“Denne mulighed har nævnet benyttet sig af og har indhentet en skriftlig vurdering af ansøgernes redegørelse for deres beskrevne planer for public service-programvirksomheden fra [ekspertens navn og stilling]. Den børnesagkyndiges bemærkninger indgår i Radio- og tv-nævnets samlede vurdering af delkriterium 1 om public service-virksomhed.”

Radio- og tv-nævnet har altså selv vurderet, at det var nødvendigt at få en ekspertvurdering af ansøgningerne, selvom de ikke var forpligtet til at indhente den. Dermed bliver ekspertens rolle afgørende, da den, som Radio- og tv-nævnet selv skriver, indgår i deres endelige afgørelse af udbuddet.

Misforståelse 2 – ekspertens betydning for afgørelsen:

Søren Sandfeld Jakobsen skriver i et skriftligt svar til Politiken:

“Det er alene nævnet, der traf afgørelsen efter en samlet vurdering af alle ansøgningerne baseret på tildelingskriterierne i udbudsbekendtgørelsen. Hertil har nævnet indhentet input fra (..) den sagkyndige (..)”.

Her kan man få indtryk af, at ekspertens vurdering af ansøgerne ikke har haft nogen reel indflydelse på det endelige resultat, da det udelukkende er Radio- og tv-nævnets egen selvstændige vurdering, der ligger til grund for afgørelsen.

Dette er ikke korrekt.

Det er naturligvis korrekt, at det er nævnet alene, der træffer den endelige afgørelse af et udbud, de selv er udbyder af. Hvem skulle ellers gøre det?

Men Søren Sandfeld Jakobsen glemmer i sit skriftlige svar en væsentlig detalje: Nemlig at Radio- og tv-nævnet jo selv ordret skriver, at ekspertens vurdering “indgår” i nævnets afgørelse.

Lad mig lige genopfriske, hvad Radio- og tv-nævnet skriver i deres endelige afgørelse. For djævlen ligger, som bekendt, gemt i detaljen.

“Den børnesagkyndiges bemærkninger indgår i Radio- og tv-nævnets samlede vurdering af delkriterium 1 om public service-virksomhed.”

Ordet “indgår” er afgørende her. For således er det altså hævet over enhver tvivl, at ekspertens vurdering af ansøgningerne indgår – altså er en del af – Radio- og tv-nævnets samlede og endelige afgørelse.

Så når et enigt Radio- og tv-nævn, som Søren Sandfeld Jakobsen skriver, alene og i enighed træffer afgørelsen af udbuddet, er det korrekt. Men Søren Sandfeld Jakobsen undlader at skrive, at denne enighed og afgørelse jo er bygget på, som Radio- og tv-nævnet selv skriver, ekspertens vurdering.

Derfor har ekspertens rolle netop en afgørende betydning, selvom det i Søren Sandfeld Jakobsens skriftlige svar kan misforstås som om, at det ikke er tilfældet.

En af de medvirkende årsager til denne mulige misforståelse er, at Søren Sandfeld Jakobsen den dag i dag omtaler Radio- og tv-nævnets brug af eksperten helt anderledes, end i Radio- og tv-nævnets egen evalueringsrapport fra maj, hvor Radio- og tv-nævnet kårede vinderen af udbuddet.

I sine skriftlige svar skriver Søren Sandfeld Jakobsen nemlig ikke længere, at ekspertens vurdering “indgår” i Radio- og tv-nævnets afgørelse, men at Radio- og tv-nævnet nu blot har “indhentet input” fra eksperten, og at Radio- og tv-nævnet blot har “forholdt sig” til ekspertens vurdering.

Denne nye brug af ord kan, bevidst eller ubevidst, få det til at fremstå som om, at ekspertens vurdering nu blot er taget til efterretning, men altså ikke indgår i den samlede og endelige afgørelse.

Dette er dog ikke korrekt, da Radio- og tv-nævnet i deres egen endelige afgørelse jo netop skriver, at ekspertens vurdering indgår i denne.

Misforståelse 3 – udlevering af materiale til eksperten.

Søren Sandfeld Jakobsen skriver i et svar til Politiken:

“Den sagkyndige fik det bilag, den sagkyndige skulle have til vurderingen af planerne for programvirksomheden”.

Dette er, mener jeg, i bedste fald en fordrejning af sandheden, i værste fald et forsøg på at omgås den.

For også her ligger djævlen gemt i detaljen, ordvalget og alt dét, der i Søren Sandfeld Jakobsens skriftlige svar ikke bliver nævnt.

I Radio- og tv-nævnets egen afgørelse af udbuddet står der:

“..nævnet(..) har indhentet en skriftlig vurdering af ansøgernes redegørelse for deres beskrevne planer for public service-programvirksomheden”.

Dette betyder altså, at Radio- og tv-nævnet har indhentet en vurdering af ansøgernes fulde redegørelse, da der intet sted angives undtagelser, ligesom det heller ikke angives, at der kun skulle være tale om en vurdering af enkelte dele af redegørelsen.

Det kan lyde detaljeorienteret, men det er helt essentielt. Særligt når det kommer til offentlige udbud.

Og lige lidt praktisk info inden du læser videre:

Da vi søgte udbuddet, fik vi og de øvrige ansøgere udleveret en række Word-skabeloner, vi kunne skrive i. Disse Word-skabeloner kaldes ansøgningsteknisk for “bilag” af Radio- og tv-nævnet.

Word-skabelonen til brug for den del af ansøgningen, eksperten var bestilt til at vurdere – “ansøgernes redegørelse for deres beskrevne planer for public service-programvirksomheden” – hedder f.eks., helt lavpraktisk, “bilag 6”.

Til Word-skabelonerne kan man så vedlægge yderligere bilag, som man henviser til fra Word-skabelonerne. Dette er helt efter reglerne.

Aller Medias fulde “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” fylder kun ét enkelt bilag, nemlig den udleverede Word-skabelon, bilag 6.

Det er dette bilag, Søren Sandfeld Jakobsen henviser til, når han til Politiken skriver:

“Den sagkyndige fik det bilag, den sagkyndige skulle have til vurderingen af planerne for programvirksomheden”

Aller Media har valgt at inkludere alt materiale til deres “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” i dette bilag, Word-skabelonen, herunder grafisk materiale såsom tegninger og illustrationer.

Det betyder i praksis, at selvom eksperten kun har fået udleveret Word-skabelonen fra alle ansøgere, har eksperten vurderet Aller Medias fulde “beskrevne planer for public service-programvirksomheden”, da der henvises til 0 ekstra bilag fra denne del af Aller Medias ansøgning.

Det forholder sig helt anderledes med ansøgningen fra GoLittle PLAY.

Vores “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” fylder i alt 142 sider fordelt på i alt 13 bilag. Ét af disse bilag er Word-skabelonen, som af Radio- og tv-nævnet altså er døbt bilag 6. De resterende 12 bilag, der fylder i alt 67 sider, er ekstra bilag, der henvises meget tydeligt til, og som er en fuldkommen ufravigelig del af vores “beskrevne planer for public service-programvirksomheden.

Det er disse 12 bilag, 67 sider, eksperten ikke har fået udleveret.

Dermed har eksperten altså kun vurderet knapt halvdelen af vores “beskrevne planer for public service-programvirksomheden”, selvom det ikke fremgår noget sted i hverken udbudsmaterialet eller i Radio- og tv-nævnets endelige afgørelse, at dette ville være tilfældet.

Så når Søren Sandfeld Jakobsen skriver, at eksperten “..fik det bilag, den sagkyndige skulle have til vurderingen af planerne for programvirksomheden”, er det både korrekt – og helt og aldeles forkert.

Det er korrekt, at eksperten har fået udleveret det ene bilag, Søren Sandfeld Jakobsen omtaler – nemlig Word-skabelonen, bilag 6.

Men det er også fuldkommen forkert, fordi Søren Sandfeld Jakobsen undlader at skrive, at eksperten ikke har fået udleveret alle vores ekstra bilag, dokumenter og beskrivelser, der henvises til fra Word-skabelonen.

Vel at mærke ekstra bilag, dokumenter og beskrivelser, der er en ufravigelig del af vores “beskrevne planer for public service-programvirksomheden”.

Derfor kan eksperten ganske simpelt ikke have vurderet vores “beskrevne planer” ved kun at få udleveret ét enkelt ud af de i alt 13 bilag.

Altså er der sket en fejl.

Og lad mig komme med et par eksempler på, hvordan vi i Word-skabelonen henviser til de medfølgende ekstra bilag og grafiske præsentationer, som vi, helt efter reglerne, har inkluderet i vores ansøgning.

Vi skriver f.eks.:

“Der henvises til vedlagte udgivelsesplan i bilag 6.2, som illustrerer, hvordan det nye public service lydunivers til børn og unge, GoLittle PLAY, ugen igennem vil præsentere den krævede mængde af nyproduktioner indenfor de beskrevne formater, kriterier, kategorier og aldersgrupper.”

Et andet eksempel:

“Der henvises til vedlagte udgivelsesplan i bilag 6.2, hvor samtlige programmer er segmenterede og undersegmenterede inden for den samlede målgruppe (3-13). “

Og endnu et eksempel:

“GoLittle PLAY er et lydunivers. Men da målgruppen har et stort forbrug af visuelt indhold, vil både GoLittle og GoPLAY anvende en række målrettede visuelle virkemidler i brugergrænsefladen i form af nyudviklede animationer, thumbnails mv., samt særligt genkendelige GoLittle-karakterer, der vil fungere som værter, guider og maskotter.

Se bilag 6.5 for en fuld præsentation af konceptet og brugergrænsefladen, der danner rammen om GoLittle-universet.”

Jeg mener, det er hævet over enhver tvivl, at disse bilag, som vi meget tydeligt henviser til i alt 30 gange i Word-skabelonen, netop er en ufravigelig del af vores “beskrevne planer for public service-programvirksomheden”, som eksperten er sat til at vurdere.

Vi har, som beskrevet i mit oprindelige opslag, valgt at vedlægge disse dokumenter og præsentationer som ekstra medfølgende bilag, fordi det var pænere, mere læsevenligt og gav de bedst mulige forudsætninger for at vurdere vores samlede “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” – helt efter reglerne.

Her et eksempel på, hvorfor vi har vedlagt en del af vores ansøgning som ekstra bilag:

Tryk her for at se et eksempel på en side fra Aller Medias ansøgning, hvor der er indsat børnetegninger som illustrationer direkte i den udleverede Word-skabelon.

Jeg mener ikke, det giver Radio- og tv-nævnet den bedste mulighed for at vurdere indholdet.

Tryk her for at se et eksempel på et af GoLittle PLAYs medfølgende bilag, der er en 12 siders grafisk præsentation af et helt nyt GoLittle-univers, som vi, af hensyn til kvaliteten og læsevenligheden, henviser til og har vedlagt som bilag i stedet for at indsætte det i Word-skabelonen.

Det er et af de bilag, eksperten ikke har fået udleveret.

På baggrund af ovenstående eksempler og skriftlige svar fra Søren Sandfeld Jakobsen melder der sig nu en række spørgsmål:

1. Hvis ekspertens vurdering, som Søren Sandfeld Jakobsen giver indtryk af i sine skriftlige svar, ingen betydning har haft for Radio- og tv-nævnets afgørelse overhovedet, hvorfor har Radio- og tv-nævnet så bestilt en vurdering fra eksperten?
   
2. Hvorfor har Radio- og tv-nævnet ikke udleveret de 12 ud af i alt 13 bilag til eksperten, når det i GoLittle PLAYs ansøgning med al tydelighed fremgår, at bilagene er en ufravigelig del af de “beskrevne planer for public service-programvirksomheden”?
   
3. Har eksperten efterspurgt de manglende bilag, der meget tydeligt henvises til, i alt 30 gange, igennem hele den del af ansøgningen, vedkommende er sat til at vurdere?
   
4. Såfremt det ikke er tilfældet, hvorfor har eksperten så ikke efterspurgt de manglende bilag, når der 30 gange henvises meget tydeligt til dem?
   
5. Hvem i Radio- og tv-nævnet har taget beslutningen om ikke at udlevere ansøgernes fulde “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” til eksperten, herunder ekstra bilag, når dette ikke fremgår af udbudsbetingelserne?
   
6. Hvornår er denne beslutning taget?
   
7. Anerkender Radio- og tv-nævnet, at GoLittle PLAYs fulde “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” var blevet vurderet af eksperten på lige vilkår med Aller Medias planer, hvis vi, som Aller Media, blot havde cut-and-pastet alle vores bilag og grafiske præsentationer direkte ind i Word-skabelonen?
   
8. Hvorfor har Radio- og tv-nævnet ikke gjort ansøgerne opmærksom på, at deres medfølgende bilag ikke ville blive udleveret til ekspertvurdering, medmindre de var indsat i Word-skabelonen (hvilket alle ansøgere jo så, selvfølgelig, bare havde gjort)?
   
9. Anerkender Radio- og tv-nævnet, at det ikke var muligt for ansøgerne på forhånd at vide, at kun et enkelt bilag af ansøgernes fulde “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” ville blive udleveret til eksperten?
   
10. Anerkender Radio- og tv-nævnet, at det således har været helt umuligt for ansøgerne at vide på forhånd, at deres fulde “beskrevne planer for public service-programvirksomheden” ikke ville blive udleveret til og vurderet af eksperten?
    
11. Anerkender Radio- og tv-nævnet, at det er en sagsbehandlingsfejl, at eksperten ikke har fået udleveret 12 ud af 13 bilag af GoLittle PLAYs “beskrevne planer for public service-programvirksomheden”, når dette ikke er oplyst noget sted i hverken udbudsmaterialet eller i Radio- og tv-nævnets endelige afgørelse?

Og så lige en sidste ting: Når Søren Sandfeld Jakobsen skriver i et svar til MediaWatch, at vurderingen fra eksperten, på trods af ovenstående eksempler, “på ingen måde var udslagsgivende for afgørelsen af udbuddet”, kan jeg jo kun spørge:

Hvad skal han ellers svare?

For det er kun sølle 0.2 point, på en skala fra 1 til 8, der skiller Aller Medias vindende ansøgning fra vores.

Til sammenligning var forskellen 1.55 point, da Radio24syv tabte til LOUD.

Så hvis Søren Sandfeld Jakobsen erkender, at det muligvis har haft en betydning for den VAR-tætte afgørelse, at eksperten har fået udleveret det fulde materiale fra ansøger A, men kun halvdelen fra ansøger B, vil han jo samtidig erkende, at Radio- og tv-nævnet har lavet en fejl, og at udbuddet derfor skal gå om.

Men da Radio- og tv-nævnet allerede har tildelt 66 millioner skattekroner til Aller Media, vil det være så kompleks en situation, at den ikke længere kan håndteres med skriftlige svar.

Det bør den heller ikke.