Sagsbehandlingsfejl – til 66 millioner skattekroner?

Dette indlæg er oprindeligt postet på Facebook og på LinkedIn.

Klik her for at læse indlægget og kommentarerne på Facebook.
Klik her for at læse indlægget og kommentarerne på LinkedIn.

I tre måneder har jeg bevidst undladt at skrive noget som helst om det, du nu skal til at læse. Og jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle gøre det eller bare sige “pyt”. For jeg er helt bevidst om, at det både er meget langt, detaljeorienteret, kan opfattes som forsmået og helt generelt give bagslag.

Derfor har jeg også rådført mig med andre. Nogle har opfordret mig til at skrive, andre til at lade være. Men nu har jeg besluttet mig for at gøre det – så here goes.

Måske har du hørt, at Folketinget har afsat 66 millioner kroner til at lave et public service-lydunivers til børn. Altså som det, vi med GoLittle PLAY har bygget op og drevet siden 2021, nu bare som public service og for skattekroner.

Vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle søge, fordi sporene fra tidligere offentlige medieudbud skræmte. Men vi valgte at gøre det. Og vi brugte, udover vores egne timer, ca. 200.000 kroner på ansøgningsprocessen i form af revisorer, juridisk assistance, bankgaranti, kreative konsulenter osv.

Den 31. maj faldt afgørelsen. Og det var et exceptionelt close race.

Aller Media vandt. Vi tabte. Med 0.2 point.

Aller Medias ansøgning fik samlet 7.5 point, og vores ansøgning fik 7.3 på en skala, der går til 8.

Det er aldrig sjovt at tabe, men sådan er livet. Må den bedste vinde.

Derfor skrev jeg også samme dag en mail til Aller Media og ønskede dem tillykke.

Og så begyndte jeg at læse Radio- og tv-nævnets evalueringsrapport og den skriftlige vurdering af ansøgningerne, som Radio- og tv-nævnet havde bestilt fra en ekstern ekspert, til brug for deres endelige afgørelse. For det er Radio- og tv-nævnet, der afgør, hvem der vinder den slags udbud.

Og jeg blev mildt sagt forundret. Over en lang række, synes jeg, sære konklusioner, unøjagtigheder og, mener jeg, deciderede fejl i evalueringerne fra både eksperten og fra Radio- og tv-nævnet.

Af hensyn til pladsen nøjes jeg med at fremhæve et enkelt eksempel her: At eksperten, viser det sig, ikke har fået udleveret, læst og vurderet knapt halvdelen af vores ansøgning.

Det har, mener jeg, haft stor indflydelse på afgørelsen.

Da jeg, efter at have modtaget afgørelsen, begyndte at læse ekspertens vurdering, virkede det på en eller anden mystisk måde som om, at eksperten ikke havde læst hele vores ansøgning.

Meget essentielle elementer, fokusområder og universer, som vi havde beskrevet og illustreret over utallige sider, blev enten slet ikke nævnt i ekspertens vurdering eller blev fremhævet som deciderede mangler i vores ansøgning.

Mærkeligt.

Derfor stillede jeg i juni en række spørgsmål til Radio- og tv-nævnet. Bl.a. om eksperten havde fået udleveret hele den del af vores ansøgning, som eksperten var blevet bestilt til at vurdere.

Det havde eksperten ikke, viste det sig.

Radio- og tv-nævnet havde simpelthen undladt at udlevere knapt halvdelen af vores ansøgning til eksperten, som de selv havde bestilt til at vurdere den. Nemlig alle bilagene.

Men ifølge Radio- og tv-nævnet havde eksperten slet ikke fået udleveret bilagene til nogen af de fire ansøgninger.

Hvorfor? Ja, det ved jeg stadig ikke.

Men alle ansøgerne har jo trods alt været stillet lige, tænker du måske? Når nu eksperten ikke har læst bilagene til nogen af ansøgningerne?

Nej.

Til den del af vores ansøgning, som eksperten har vurderet, hører 67 siders ekstra bilag – ud over de obligatoriske bilag som medarbejder-CV’er m.m., som alle skulle vedlægge.

Til Aller Medias ansøgning hører der 0.

Og hvorfor har vi så, i modsætning til Aller Media, vedlagt hele 67 siders bilag?

Det har vi, fordi vi til ansøgningen har udarbejdet store grafiske præsentationer med nyudviklede figurer og helt essentielle og selvstændige dokumenter som en fuld og gennemarbejdet programplan opdelt i målgrupper, kategorier og ugedage, en ny og ambitiøs dramastrategi, vores mission statement, app-præsentation, underskrevne samarbejdsaftaler og en masse andre bærende elementer, vi ikke synes kunne passes pænt ind i den Word-skabelon, der blev stillet til rådighed.

Derfor vedlagde vi dokumenterne som bilag, hvilket er helt efter reglerne. Vi blev endda guidet af embedsværket i, hvordan vi indsendte bilagene korrekt.

Så eksperten, hvis skriftlige vurdering indgår i Radio- og tv-nævnets endelige afgørelse, har altså læst hele den vindende ansøgning, men kun lidt over halvdelen af vores.

Opgjort i sideantal har eksperten kun læst 75 ud af i alt 142 sider af vores ansøgning.

Det er, mener jeg, en klar sagsbehandlingsfejl, der har haft en afgørende betydning for den endelige afgørelse, der, som nævnt tidligere, var decimal-tæt.

Derfor gjorde jeg indsigelse over for Radio- og tv-nævnet. For man skal klage til dem selv – over dem selv. Og over deres egen sagsbehandling.

Radio- og tv-nævnet afviste indsigelsen. De mente ikke, de havde begået fejl, der havde haft indflydelse på det endelige resultat.

Lad mig derfor komme med et par eksempler på, hvorfor jeg mener, det utvivlsomt har haft en afgørende betydning for afgørelsen, at eksperten ikke har læst hele vores ansøgning, men kun den halve.

1. Eksperten skriver bl.a. i sin vurdering af vores ansøgning:

“Ansøger har et tilfredsstillende niveau af originale programmer (..) Om de er relevant for målgruppen er lidt mindre tydeligt.”

Et af vores bilag, som eksperten altså ikke har fået udleveret og læst, er en brugerundersøgelse blandt 100 forældre til børn, der er medlemmer af GoLittle PLAY. På en skala fra 1-5, hvor 1 er dårligst, og 5 er bedst, responderer forældrene således:

• 91% angiver, at de, som forældre, er “tilfredse” (4) eller “meget tilfredse” (5) med GoLittle PLAY
• 93% angiver, at deres barn er “tilfreds” (4) eller “meget tilfreds” (5) med GoLittle PLAY
• 97% vurderer kvaliteten af indholdet i GoLittle PLAY som “god” (4) eller “meget god” (5)
• 100% angiver, at de vil anbefale GoLittle PLAY til venner og familie

Jeg mener, at det i bilaget er underbygget, at GoLittle PLAY netop er relevant for målgruppen.

2. Eksperten problematiserer i sin vurdering af vores ansøgning, at der, efter ekspertens opfattelse, ikke medvirker børn i vores programmer. Eksperten skriver:

“Man savner generelt et meget tydeligere aftryk af børn i programmerne som stemmer og værter og med deres behov. Det (..) tyder på, at målgruppen ikke (..) medvirker i programmerne.”

I vores program- og udgivelsesplan, der er vedlagt som bilag, som eksperten altså ikke har fået udleveret og læst, angives det ud for hvert enkelt programpunkt, hvordan børn medvirker og involveres i programformaterne.

Der er direkte medvirken og involvering af børn i 40 ud af de 54 programmer, der ugentligt er planlagt til at udkomme i GoLittle PLAY. Altså medvirker der børn som værter, gæster, cases, reportere, spørgsmåls-stillere m.m. i ca. 75% af udgivelserne.

Jeg mener, at det i bilaget er underbygget, at der medvirker børn i programmerne.

3. Eksperten problematiserer i sin vurdering, at der, efter ekspertens vurdering, ikke tages udgangspunkt i børnene i vores ansøgning. Eksperten skriver:

“Det virker ikke særligt børnerettet i tonalitet og kreative valg, men I langt højere grad udtrykke hvad voksne tænker børn skal have. Det går udover originaliteten til børnene. (..) Der er en gennemgående voksen og forklarende tilgang til børneformidling i tænkning og indleverede koncepter..”

Som bilag har vi vedlagt en 12 siders selvstændig og grafisk koncept-præsentation, som eksperten altså heller ikke har fået udleveret og læst, af et helt nyudviklet og kreativt GoLittle-univers med otte originale karakterer, der er bygget op om børns liv, følelser og seks legetyper: Den undersøgende- og udforskende leg, konstruktionsleg, tumleleg, rolleleg, regelleg og fantasileg.

Vi skriver bl.a.:

“Universet og karaktererne er designet, så de er på niveau med målgruppen. Børnene kan genkende dele af deres egen adfærd og dagligdag i karaktererne.”

Universet og konceptet er i øvrigt udviklet sammen med en af de bærende kræfter bag DRs populære Minisjang-univers, Børste.

Derudover har vi også, som bilag, som eksperten altså ikke har fået udleveret og læst, vedlagt en selvstændig og nyudviklet dramastrategi, fordi vi vil sætte helt nye standarder for produktion af børnefiktion på lyd i Danmark.

Dramastrategien handler nærmest udelukkende om, hvordan børn skal medvirke i alt fra udvikling af indhold og historier til manuskriptskrivning og skuespil i vores kommende public service lydunivers..

Vi skriver bl.a.:

“Vi vil sikre en helt grundlæggende og gennemgående brugerinddragelse af målgruppen i form af et panel af børneredaktører, der inddrages i udviklingen vores børnefiktion”

(..)

“Når børn er medvirkende i en fiktionsserie i GoLittle PLAY, får de ikke udelukkende replikker, men handlinger. Det betyder, at børnene, der medvirker, skal bruge deres egne ord for at få handlingen ud gennem højtalerne og hovedtelefonerne. På den måde sikrer vi, at replikkerne bliver så nutidige og i øjenhøjde som overhovedet muligt, da det er børn i målgruppen, der selv “finder på dem”.”

I vores Mission Statement, der også er vedlagt som bilag, som eksperten heller ikke har fået udleveret og læst, er hele omdrejningspunktet, at vores kommende public service lydunivers netop skal være børne- og ikke voksenstyret.

I det allerførste afsnit skriver vi:

“GoLittle PLAY er børnenes eget univers. Et frikvarter fra skolen, fra de voksne og fra omverdenens støj, krav og forventninger.

Børn er omringet af velmenende voksne dagen lang, der fortæller dem, hvad de skal og ikke skal. I GoLittle PLAY får de en tiltrængt pause fra voksen-krav og -meninger. GoLittle PLAY er børnenes univers.”

Og videre skriver vi:

“I GoLittle PLAY behøver børnene ikke svare det, de tror, de voksne gerne vil høre. Her kan de tale om alt det, de taler om, når de lukker døren til børneværelset. Her kan de svare ærligt, og der ikke noget rigtigt og forkert. De bliver ikke bedømt, målt og vejet af de voksne.

Og vi laver masser af fis for og med dem – også fis, som deres forældre ikke altid forstår. For sjov og ballade er en vigtig del af at blive taget alvorligt.”

Jeg mener, at det i eksemplerne fra bilagene, som eksperten altså ikke har fået udleveret og læst, er underbygget, at GoLittle PLAY netop tager udgangspunkt i børnene selv og ikke hvad voksne tænker, at børn skal have, som eksperten ellers skriver i sin vurdering.

4. Afslutningsvis konkluderer eksperten i sin vurdering, som Radio- og tv-nævnet altså selv har bestilt for at kunne finde vinderen af udbuddet:

“Golittle har allerede pakken (..) men vurderes ikke at det er den rigtige pakke til børn.”

Med andre ord fraråder eksperten decideret over for Radio- og tv-nævnet, at GoLittle PLAY skal drive det kommende public service lydunivers.

Jeg mener, at det utvivlsomt havde gjort en væsentlig forskel, om eksperten havde fået udleveret, læst og vurderet hele vores ansøgning og ikke kun den halve. For stort set alle de mangler og kritikpunkter, eksperten fremhæver i sin vurdering, er netop indgående beskrevet og dokumenteret i de 67 siders bilag, som eksperten ikke har fået udleveret.

I skønhedskonkurrencer kan man altid diskutere synsninger, men jeg mener ikke, man kan diskutere, om det er en sagsbehandlingsfejl eller ej, at en ekspert mangler at få udleveret næsten halvdelen af siderne i den ansøgning, vedkommende er bestilt til at vurdere.

Og slet ikke, når der er tale om fuldkommen essentielle dele af ansøgningen, der netop over mange sider beskriver det, som eksperten i sin vurdering problematiserer som mangler.

Radio- og tv-nævnet argumenterer for, at det er dem og ikke eksperten, der har truffet den endelige afgørelse. Og da Radio- og tv-nævnet, som de skriver, har læst bilagene, er der, ifølge dem selv, ikke noget at komme efter.

Men: Radio- og tv-nævnet har jo netop selv bestilt eksperten til at bistå dem i evalueringen og komme med en ekspertvurdering af ansøgningerne, for at Radio- og tv-nævnet kan træffe den rigtige og endelige afgørelse.

Og de skriver det endda selv direkte i deres endelige afgørelse: At ekspertens skriftlige vurdering indgår i deres evaluering af ansøgningerne.

Så når Radio- og tv-nævnet selv har bestilt en ekspert til at bistå dem med en ekspertvurdering af ansøgningerne, for at Radio- og tv-nævnet kan kåre en vinder af et udbud, har det vel ret stor betydning, om eksperten har læst hele den ene ansøgning – men kun lidt over halvdelen af den anden.

Det mener Radio- og tv-nævnet ikke.

Og bare lige for en god ordens skyld: Jeg er ikke sur eller fornærmet over at tabe. Og jeg er slet ikke sur på Aller Media eller dem, der står bag deres ansøgning, ligesom jeg ikke vil nævne navne på enkeltpersoner offentligt, da det ikke er dem, det handler om.

Hvis nogen har skrevet en bedre ansøgning end os, er jeg da ærgerlig og irriteret over, at vi ikke har gjort det bedre. Men det er både retfærdigt og helt rigtigt, at de i så fald vinder.

Jeg er til gengæld frustreret over ikke at blive bedømt på lige fod med andre ansøgere. Det er, synes jeg, både forkert og en klar forskelsbehandling. Og jeg er frustreret over det, som, jeg synes, er en tæt på lemfældig omgang med 66 millioner af vores alle sammens skattekroner.

Derfor har jeg nu ad flere omgange gjort indsigelse over for Radio- og tv-nævnet.

Og fordi jeg har haft et ønske om at køre både ansøgnings- og indsigelsesprocessen “rigtigt” og uden at forsøge at påvirke den, har jeg undladt at skrive noget som helst offentligt om, at vi overhovedet har ansøgt, om at vi har tabt – og om at vi sidenhen mener, der er sket fejl i sagsbehandlingen.

Indtil nu.

For lidt over en uge siden modtog jeg nemlig endnu et svar fra Radio- og tv-nævnet: De mener stadig ikke, at de har begået fejl.

Jeg er ikke jurist, men såfremt at det viser sig at være korrekt, at det ikke er en sagsbehandlingsfejl, at en ekspert, der er bestilt til at bistå med at kåre vinderen af et offentligt medieudbud, læser og vurderer den fulde ansøgning fra ansøger A, men kun den halve ansøgning fra ansøger B, så mener jeg, at nogen bør se på, hvordan den slags medieudbud skal eksekveres i fremtiden. For nu er eksemplerne efterhånden talrige på, at den nuværende model ikke er en udpræget succes i virkelighedens verden – ligegyldigt hvor juridisk korrekt den så end måtte være.

Et friskt første bud kunne jo være at indføre et fysisk møde med ansøgerne.

Så når Radio- og tv-nævnet har læst kommende ansøgninger igennem, kan de jo invitere ansøgerne, der har brugt hundredvis af timer og hundredtusindvis af kroner på at skrive dem, til et kort møde for at afklare evt. tvivlsspørgsmål. Her kan de stille uddybende spørgsmål og problematisere evt. mangler, som ansøgerne så kan henvise til i et måske enkelt – eller ret mange – oversete bilag…

For som det er i dag, køber staten en ydelse til 66 millioner skattekroner udelukkende ud fra en vurdering af ord på et stykke papir. Uden overhovedet at have talt med, mødt eller stillet et eneste uddybende eller opklarende tvivlsspørgsmål til afsenderen.

Og så kan der altså smutte 67 siders bilag i svinget. Det sker nok ikke i så mange andre virksomheder.

Og hvad gør vi så nu? Jeg ved det helt ærligt ikke.

I udgangspunktet mener jeg, der er sket så alvorlige fejl, at sagsbehandlingen bør genoptages, så alle ansøgningerne kan vurderes igen – og på lige fod.

Det mener Radio- og tv-nævnet ikke.

Og her står vi så nu.

Og jeg er helt med på, at jeg kan lyde både bitter og som “en mand med en sag”.

Men jeg har en masse sindssygt dygtige kollegaer (jeg synes jo selv, de er de dygtigste overhovedet), der brænder så umådeligt meget for det, de laver – ligesom jeg selv gør. Og jeg synes, at det arbejde fortjener at blive vurderet på lige vilkår med andres.

Derfor gider jeg ikke bare sige “pyt” og lade som ingenting.

Om ikke andet håber jeg som minimum, at kommende medieudbud bliver eksekveret anderledes. For både ansøgernes og vores alle sammens skattekroners skyld.

Og imens fortsætter vi selvfølgelig med at lave det, som, vi stadig selv synes, er “Verdens bedste lyd til børn”, GoLittle PLAY.

Bedste hilsner – Morten.