Sej café: Her kan I spille Vildkatten i virkeligheden

Café Værftet på Bornholm

Er du og ungerne vilde med at spille Vildkatten, hvor man skal finde alle mulige forskellige ting på en spilleplade – på tid?

Så skal I klart besøge Café Værftet i Allinge på Bornholm.

For her kan I spille Vildkatten – i virkeligheden.

Klassisk mad – anderledes indretning

Cafe Værftet er en meget klassisk dansk kro og restaurant, hvor maden er rigelig og priserne rimelige.

Men det er ikke maden, der er det store trækplaster – det er tilgengæld de tusindvis af forskellige ting, der hænger i hele restauranten.

For her er nemlig alt – og vi mener virkelig ALT! Fra både statuer og Mercedes-mærker over fly til båthorn, potter og skilte.

Og det er vildt sjovt at opfinde sit eget spil Vildkatten.

Spil Vildkatten: Sådan gør I

Bed alle om bordet – undtagen dig selv – om at lukke øjnene. Find en ting, som kan ses fra bordet, og som resten af flokken nu skal finde.

Den, der først får øje på tingen, får et point. Og sådan skiftes I, til I har fundet en vinder.

Og pludselig er det slet ikke så slemt at vente på, at maden kommer :o)

God fornøjelse – og må den bedste vinde!