En hel uge fyldt med teater
I den kommende uge er der en (ekstra god) grund til at gemme tabletten langt væk og i stedet tanke op på skønne, kulturelle oplevelser med ungerne.
Og bare rolig; Bare fordi det er kulturelt, er det ikke kedeligt! For i den første uge af april, nærmere bestemt fra den 31. marts til den 7. april, løber årets Aprilfestival – teater for små & store nemlig af stablen.
Festivalen bliver i år afholdt i Hjørring Kommune, og her kan du og ungerne i løbet af en hel uge se over 150 forestillinger for børn og unge.
Og det bedste? Det er helt og aldeles gratis at booke billetter til festivalens forestillinger, hvis du og ungerne har lyst til en tur i teatret :o)
Den Lille Prins – og Karius og Baktus
Og med over 150 forestillinger er der altså noget for enhver smag – store som små.
I løbet af festivalen kan I nemlig se forestillinger om alt fra Den Lille Prins, Klodshans og Kejserens Nye Klæder til Vølvens Dom, Karius og Baktus og Pinocchio – samt mange flere.
Så tag ungerne med til en hyggelig (og gratis!) aften i teatret – og læs mere om de mange forestillinger og book billetter (du kan booke maks seks billetter pr. forestilling) lige her.
God fornøjelse!
Coverbillede: Søren Meisner / Hanne Grønne / Frida Gregersen