Kalenderen siger forår (hurra!), men inden vi helt vinker farvel til vinteren, så har vi lige været et smut i arkivet og fundet børnefamiliernes favoritter fra februar måned:
De mest populære legepladser, de bedste spisesteder for børn og den mest populære artikel.
Find dem alle lige her – eller find dem i GoLittle-app’en :o)
De tre mest populære legepladser
1. På førstepladsen over de mest populære legepladser i februar ligger den indendørs legeplads Blegdamsremisen i København. Her kan ungerne slå sig løs i legelandskabet, eller de kan fordybe sig og f.eks. bygge med LEGO klodser.
Og en af dem, der har anmeldt stedet, er Lasse Bolbroe, der skriver: “Fint sted med god plads til alle. Kan varmt anbefales at tage hen til og bruge nogen timer med børnene.”
2. Andenpladsen indtages af legepladsen ved Kongevejsparken i Sønderborg. Her er der både en række forskellige legeredskaber til ungerne samt grillplads, så man om sommeren kan grille.
Anna Nissen er en af dem, der har anmeldt legepladsen: “Rigtig fin park med stor legeplads, både til de helt små og lidt større, og så tager det kun 5 min. fra centrum at gå derhen.”
3. På tredjepladsen ligger legepladsen i Skydebanehaven i København. En stor legeplads med masser af aktiviteter for ungerne – samt en stor farvestrålende papegøje i midten af det hele!
De tre mest populære spisesteder
1. På førstepladsen over februars mest populære spisesteder ligger Søborg Kaffehus – et lille kaffested med boller og rugbrød med pålæg på menukortet – samt et skab med legetøj til familiens mindste.
Mie Rasmussen har anmeldt stedet, og hun skriver: “Det bedste sted i området! Føler mig så velkommen med dreng på 3.”
2. Andenpladsen går til den lille pandekagevogn Desis Pandekager, der ligger tæt på havnen i Greve. Her kan du og ungerne få lækre, økologiske pandekager – med f.eks. chokolade, banan og kokos som fyld ;o)
3. På tredjepladsen ligger Café Tilda, der hører hjemme på Nørrebro i København. På menukortet kan du og ungerne få både morgenmad og frokost – og så er der også et hjørne, hvor ungerne kan lege.
Signe Thora Kampf Larsen har anmeldt caféen, og hun skriver: “Så hyggelig og børnevenlig cafe med rigtig god betjening.”
Den mest læste artikel
Vi slutter med februars mest læste artikel – nemlig artiklen om et ret sejt Fortnite-event! For i løbet af vinterferien kunne du og ungerne nemlig besøge en række Bilka’er landet over og spille Fortnite i virtual reality samt vinde seje præmier.
Og ikke uden grund er Fortnite mange ungers store interesse, for artiklen endte som sagt med at være februars mest læste. Og har du lyst, kan du læse (eller genlæse) den lige her :o)
Billede: Fortnite
God fornøjelse, hvis du og ungerne skal besøge nogle af stederne!