Skru ned for forventningerne
Har du mindre børn, der skal begynde i skole lige om lidt, så kan du hjælpe dit barn til en nemmere skolestart, hvis du undlader at tale dagen alt for meget op.
Det mener Danmarks mest populære familievejleder, Lola Jensen, som vi her på GoLittle også er ret vilde med! I sin nye familie-app kommer Lola med en række gode råd til netop skolestarten, og i følge Lola Jensen har opvarmningen til skolestart taget overhånd i mange familier:
“I dag, når jeg møder familier, er skolestarten talt op af hver eneste fra nær og fjern og venner alle vegne fra.”
“Neeej, glæder du dig ikke?”
Og som forælder kan man jo godt kende Lolas karikerede gengivelse af forsøget på at overføre vores egen begejstring til familiens yngste.
“Neeej, glæder du dig ikke?”
“Hvor er det spændende!”
“Er du virkelig blevet så stor?”
“Hvem tror du, du skal.. hvad tror du vi skal..?”
Sådan lyder det i følge Lola i lidt for mange børnefamilier.
Virkeligheden kan ikke leve op til forventningerne
“Man kan mærke på børnene, at nu kommer der et eller andet kæmpe stort” siger Lola.
Og spørger derefter retorisk, hvordan virkeligheden skal kunne leve op til alle de høje forventninger fra mor, far, tanter og onkler?
Og derfor lyder opfordringen fra Lola altså, at vi forældre skal skrue lidt ned for blusset i dagene op til skolestart.
Særligt drengene kan hurtigt blive forvirrede og tabe interessen igen, når mor og far har talt skolestarten alt for meget op. For efter et par dage kan de få en fornemmelse af “var det virkelig det her, der blev talt så meget om”?
Og så kommer særligt drenge til at savne den frie leg fra børnehaven, hvor de bare kunne mosle rundt på en månebil sammen med vennerne.
Glæd jer – men skru lidt ned
Så det gode råd er altså at skrue to, tre eller fire oktaver ned for, hvor meget vi egentlig taler om skolestart med vores børn.
Vi skal selvfølgelig huske stadig at være begejstrede, for det BLIVER jo spændende. Men skruer vi lidt ned for fokus på skolestarten, så bliver det en hel del nemmere for børnene at håndtere dagen, når den endelig kommer.
Ha’ en rigtig god skolestart!
Hent Lolas app i App Store eller Google Play
Du kan finde mange flere gode råd til skolestart, og en lang række andre emner, i Lola Jensens app, der indeholder flere end 500 videoer med tips til børnefamilier. Hent den i App Store eller Google Play.