Om nissedrillerier og nisselort (!) – fra en mors perspektiv

Nanna er mor til tre drenge – Aleksander på 6 og tvillingerne Viktor og Markus på 4. Og mens ungerne glæder sig til den søde juletid, så er der én ting, som Nanna glæder sig knapt så meget til; Nemlig julens nisser og nissedrillerier.

Her fortæller Nanna om dengang både krævende nissefora på Facebook og ikke mindst institutionsnissen, Julius, var ved at tæt på at ødelægge hendes magiske julefortælling om nisser. Der dog heldigvis blev reddet på målstregen af.. en nisselort!

Sådan noget nisselort

Det er dælme gået hen og er blevet jul – igen. Det føles som i går, at jeg febrilsk jagtede de sidste genstridige grannåle og lametta-rester rundt i stuen med støvsugeren og sendte vores overbebyrdede husnisse på en velfortjent “sommerferie” – den heldige, imaginære skiderik… Og nu skal vi så allerede på med vanten – eller nærmere bestemt nissehuen – igen.

For apropos nissen, så er det faktisk netop denne lille fyr, jeg er ude efter i dette skriv – eller nærmere bestemt hans metier: Nissedrillerier er nemlig blevet “det nye sort” i danske børnefamilier i hele december måned. Og husnissen er efterhånden lige så fast inventar på loftet, som speltbollerne er det på morgenbordet – og han går bestemt ikke stille med dørene.

Jeg troede selv, jeg var ret godt med – måske endda en anelse fremme i træskoene – da jeg lige så stille begyndte at lægge grundstenene til vores egen husnisse-historie. Men hold da op, jeg er bag om nissevalsen, skulle det senere vise sig!

Jeg knuselsker julen – tag endelig ikke fejl af det.

Men hvor får man som forælder hurtigt skudt sig selv i træskoen og skabt nogle forventninger hos børn, som det synes nærmest umuligt at indfri – for ikke at tale om at forny og eskalere.

Og her vil jeg altså gerne lige slå et slag for, at vi mødre forsøger at kontrollere vores indre kontrolfreak/konkurrencementalitet bare en anelse (I ved dét, som også gør, at det f.eks. ikke længere er acceptabelt at sende en helt almindelig “klassens time kage” med til uddeling på fødselsdage, medmindre den altså som minimum er dækket af regnbuefarvet fondant med juniors initialer og foretrukne actionfigurer).

Lad os respektere husnissernes privatliv og i samme ombæring vores børns fantasi. Lad nisserne blive på loftet i deres imaginære form og undlad for guds skyld alle forsøg på at legemliggøre dem – det være sig hæklet, strikket, tegnet, animeret eller hvad end man nu kan finde på. Efter min mening er det et mindre overgreb på børns fantasi – og faktisk ofte også på æstetik på et mere generelt plan.

Jul som i gamle dage

Da jeg selv var barn, kom nissen fra d. 15. december og hver nat frem til jul forbi og lagde en lille (og jeg mener lille!) ting i sutskoen til min søster og jeg. Min kære mormor har fødselsdag d. 15. december, og jeg formoder, der er en sammenhæng mellem dette og nissens altid ulastelige timing.

Anyways: Jeg husker spændingen, magien og forventningens glæde i de begrænsede ni dage om året, der altså var nisserier i min barndomsjul. Alt lige fra klementiner til Smarties-pakker og små gaver blev (som jeg husker det) modtaget med lige stor entusiasme af min søster og jeg selv. Hver aften forsøgte vi ihærdigt at holde os vågne og fange nissen på fersk gerning – og hver morgen vågnede vi op til endnu en gave efterladt af et til stadighed mytisk væsen, hvis fysiske form det blev op til vores fantasi at støbe (hvilket vi gjorde – og det var magisk).

Min barndomsjul var fuld af magi og fantasi. Timer og atter timer blev brugt på at udtænke nisse-fælder – og i fri fantasi videreudvikle den fortælling, som min søde mor på en så fin og subtil manér formåede at skitsere og nære.  

Illusionerne brister

Jaa… “Det barn som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste”, siges det.

Dog må jeg sige, at en betydelig del af min barndoms juleglæde er gået fløjten, efter jeg selv er endt bag kulissen og skal instruere en moderne husnisse i behørig nisseadfærd – samtidig med, at jeg jonglerer en almindelig husholdning, et (godt nok deltids-)job og tre fantastiske og tidsslugende drenge.

Husnisserne er kommet på Facebook

Der er nemlig sket en del i nisseverdenen, siden jeg selv var barn (sagde den gamle dame og tog en slurk af sin Medova).

Jeg var ellers totalt ovenpå – vel nærmest sådan lidt overskudsagtig – da jeg hittede på og (i hvert fald på ugentlig basis) lagde små brødkrummer ud til mine børns fantasi. Men jeg tog fejl. Jeg ramte nemlig muren (eller Facebook-væggen) og blev totalt kørt over af de vildeste påfund:

For forrige år meldte jeg mig ind i en Facebook-gruppe, hvor mødre deler og billededokumenterer diverse kreative påfund, som netop deres husnisse har hittet på i løbet af december.

Og jeg skal da lige love for, at et sådant forum kan sætte skub i selv den mest forstokkede gårdnisse og få ham op af høstakken og ned i Kvickly efter frugtfarve til mælken og kilometervis af sejlgarn til fortøjring af diverse løsgenstande i et almindeligt dansk hjem.

I de fleste hjem manifesterer sig der nemlig nu om dage på magisk vis en såkaldt nissedør. Jep, pludselig en morgen sidder der en dør i væggen, hvor igennem den lille drillepind efter sigende gør sin entré og laver løjer.

Og hvilke løjer: Nissen flytter rundt på børnenes ting og lægger dem de mærkeligste steder, den giver børn neglelak og sminke på, den bager, den pynter op, den hælder ris i skoene, den lægger tøj i fryseren, og den pakker madpakkerne ind i gavepapir (tak for den i øvrigt, siger pædagoger og lærere, som må væbne sig med uanet tålmodighed i december), og sidst, men bestemt ikke mindst: Som prikken over i’et kan man nemt og elegant sætte samtlige sundt tvivlende børn til vægs ved at dokumentere nissens færden i hjemmet, når man downloader appen “Santa Spy Cam”. Her får man simpelthen kreeret en lille film, hvor en “ægte” nisse gør sin entré gennem ens egen nissedør – voila, så er der vist ikke mere for børnene at tænke over.  

Nisser på overarbejde

Ligesom mange andre på det moderne arbejdsmarked estimerer en nisse jo selv sin tid og er ansvarlig for at nå de deadlines, den sætter. Også selvom disse er resultatet af et massivt pres fra nissekollegaer – og ikke mindst fra de sociale medier. Og ligesom på arbejdsmarkedet er det bare rigtig svært at sætte tempoet ned, når først stilen er lagt.

Hvorom alting er, så er det efterhånden lykkedes mig at navigere udenom de værste aspekter af nisseriet og skabe en, hvis jeg selv skal sige det, ret fin lille illusion om en husnisse, som delvist hjælper til, pynter op – f.eks. putter nissehuer på husets pyntefigurer – og laver uskyldige drillerier i løbet af julemåneden.

Jeg genkender glæden i mine drenges øjne, når de opdager nisserierne, og jeg lader mit eget indre legebarn få helt frie tøjler, når vi sammen videreudvikler historien og én måned om året “ser nisser alle vegne”.  

Skarp konkurrence fra institutionsnissen

Og så var alting fryd og gammen i det lille julehjem – men desværre ikke ret længe.

En kold decemberdag sidste år troppede jeg op i børnehaven for at hente min ældste søn. I garderoben mødtes jeg af intet mindre end en manifestation af min barndoms værste nissemareridt: Han hed Julius, og han skulle med hjem på besøg.

Hvis du tror, det er en udfordring at opretholde en konsistent og sammenhængende historie over for tre kvikke drenge, så prøv lige at bevare fatningen, når du tvinges til at “co-star’re” en hæklet konkurrent til hovedrollen – som oven i købet rejser i en handy “to-go” plastikkurv fra IKEA.

Hvordan f*** kringler man lige den udfordring?

Jeg overvejede et kort øjeblik at kaste børnehavens – i mine øjne håbløst misforståede og irriterende invasive indslag – for ulvene og bevare den fine, subtile barnetro intakt.

Jeg besindede mig heldigvis. Det var trods alt nok ikke helt på sin plads at smadre illusionen for en hel børnehave blot for at skaffe rygdækning til min egen velnærede nisse-fantasi.

Julius blev altså vores egne husnisses medsammensvorne for en nat.

Bortkomne pebernødder og nisselort på brættet

Så noget måtte jo gøres – og det endte heldigvis godt: Da vi vågnede næste morgen, lå Julius i sin kurv midt på spisebordet overstrået med pebernøddekrummer.

Og da vi skulle på badeværelset og gøre vores morgentoilette, mødtes vi af en noget uventet duft af brunt og brændt. På toiletbrættet lå den fineste lille nisselort indhyllet i en afslørende duft af pebernødder (iblandet en anelse kokosolie og fint rullet til en lille pølse…).

Jublen ville ingen ende tage, hverken hos mine egne drenge eller hos kammeraterne, da jeg hentede dem om eftermiddagen og verificerede lortehistorien overfor de måbende tilhørere.

En vaskeægte nisselort – og vi havde endda billeder.

De kom godt nok ikke på Facebook..

Tusind tak til Nanna – og god jul!